Anmeldelse af Hans Jensen, Barnet og idioten. Danske dogmefilm i nærbilleder.

Højskolelærer Hans Jensen med fagene dansk og film har skrevet en bog om nogle danske dogmefilm, nemlig de 3 første og den femte (Festen, Idioterne, Mifune og Italiensk …). Bogen er det første bind i en ny serie på Systime, nemlig Systimes Filmbibliotek, der redigeres af vores kollega i Nyborg, Ole Ravn. Et nyt initiativ, som man naturligvis kun kan hilse velkomment.

2/3 af bogen er helliget analyser af de ovennævnte dogmefilm. I den første tredjedel sættes dogmefilmene i et filmhistorisk lys, idet Hans Jensen ser den franske filmbølge fra slutningen af 50'erne og den næsten samtidige danske (var der egentlig ikke blot tale om lidt dansk bølgeskvulp ?), som en forudsætning for 90'ernes nye danske bølge, nemlig dogmefilmene og enkelte andre (Pusher, Bleeder, Let's get lost og Den attende).

Analyserne af de 4 dogmefilm er grundige, når det drejer sig om handlingsreferat, dramaturgi og fortolkning. Forfatteren har i sin analyse af filmene set på dem, som var de bare ganske almindelige film fra 90'erne - altså ikke analyseret dem i forhold til de 10 dogmeregler. Man kan sagtens argumentere for fremgangsmåden, for Dogme-konceptet er jo blot en måde at nå frem til den gode historie og det gode skuespil på. Jeg synes dog også, at noget af det interessante ved dogmefilmene er produktionsomstændighederne - altså både den nye teknologis muligheder og de selvvalgte dogmebegrænsninger i forhold hertil. Kun på en ½ side (s. 58) er forfatteren inde herpå. Her havde det været interessant med flere og nye oplysninger.
I denne forbindelse kan man henvise til Jesper Jargils spændende og underholdende dokumentarprogram "De ydmygede" om optagelserne af "Idioterne", som jeg finder mindst lige så interessant som selve filmen. I det hele taget ser det ud til, at forfatteren ikke har brugt forskelligt tv-materiale om dogmefilmene (der findes desuden en Bogart Special med Mogens Rukov, bag kameraet-film om Mifune etc.). Et interview med en dogmebror eller dogmesøsteren - for eksempel Vinterberg om historien bag Festen - ville også have været interessant.

Bogens billedmateriale og illustrationer er kedelige ud over det sædvanlige. Stills fra enkelte af filmene og så de 4 dogmecertifikater. Det må kunne gøres lidt bedre næste gang - for eksempel ville et eller flere billeder fra optagelserne have været nyttige til anskueliggørelse af teknologiens og dogmereglernes betydning.

Bogen omtaler ikke filmanmeldernes og publikums reaktioner på de 4 film, lige som den heller ikke kommer ind på Dogme 95-konceptets internationale betydning. Ifølge Lone Scherfig er der nu lavet 52 dogmefilm (oplysning fra et DK4-tv-program), så kendskabet hertil er vel efterhånden nået world wide. Selv om jeg godt ved, at Jerry Bruckheimer (producent på Pearl Harbor) på en pressekonference på et spørgsmål om dogme svarede: "Jeg kender godt Kevin og har overvejet at lave et eller andet sammen med ham !" (Kevin er Kevin Smith instruktøren af "Dogma" !).

Altså: "Barnet og Idioten" er et resultat af et godt initiativ fra Systime, og den indeholder læseværdige analyser af de 4 første "danske" dogmefilm, som er absolut brugbare i undervisningen. Man kan naturligvis altid diskutere, om man ikke på 138 sider kun have haft mere med om for eksempel produktionsomstændighederne og dogmets internationale betydning. Forfatteren og redaktøren har imidlertid ikke haft interesse herfor. Køb bogen til dit filmbibliotek !

Ole Østergård