Kitsch, camp & John Waters

Forlaget Frydenlund Grafisk har udgivet en bog af Jens Kofoed-Pihl og Valentin Andersen (præsenteres ikke nærmere) om især John Waters, men også lidt om kitsch og camp (i kapitel 7).
I indledningen skriver de:"De fleste filminteresserede har nok stiftet kendskab med titler som HAIRSPRAY, CRY-BABY og SERIAL MOM//MASSEMOR, men hvad med kultklassikeren PINK FLAMINGOS med den berygtede hundelortescene eller MULTIPLE MANIACS, hvor en transvestit bliver voldtaget af en kæmpehummer ?"
Den berygtede hundelortescene og kæmpehummerens voldtægt … lad mig være ærlig ! Dem har jeg ikke hørt om - endsige set. Men, det har de to forfattere naturligvis. Jeg vil tro, at de er godt inde i stoffet om John Waters, amerikansk filminstruktør, med kortfilmdebut i 1963, og hvis sidste film "Massemor" med Kathleen Turner i hovedrollen ligger langt fra de low budget-film, som Waters´ mest har stået for. Bogens problem er, at de to forfattere ikke har nogen kritisk distance til "The Pope of Trash", som de stolte citerer William S. Burroughs for at have sagt om John Waters. For eksempel skriver de om "Massemor", at "John Waters (er) vendt tilbage med sin velkendte satire. Filmen er et godt tegn på at John Waters ikke har solgt ud og ikke vil gøre det" (s. 99). Det kan man da kalde tillid !
Jeg synes, at man savner oplysninger om især John Waters (eventuelle) betydning. I kapitel 2 er der afslutningsvis et forsøg herpå, men analysen går på, at instruktører som Fassbinder og Greenaway også laver film, "der befinder sig inden for samme groteske univers, som Waters udforsker"(s. 58).
Og for eksempel hævder bogen, at Ettora Scolas herlige film "Grimme, dumme og beskidte" (1976) besidder visse Waters-træk. Forfatterne sammenligner direkte med Waters-filmen "Desperate living" fra 1977. Mig forekommer det ikke, at Scolas socialkritiske film om livet i Roms slumkvarterer har meget med camp og kitsch at gøre - og i hvert fald lavede Scola da sin film før Waters lavede "Desperate living". Jeg synes også, at man kan savne oplysninger om, hvad John Waters har foretaget sig siden 1994 - for eksempel i form af et interview med ham. Endelig kunne oplysninger, om hvordan man får fat i Waters-filmene, have været godt. Måske findes der filmlærere og filmelever, der tænder på en historie om en familie, hvor børnene er "en promiskuøs cheerleader, en pusher/punker og den stereotypiske computernørd, som viser sig at være skabsbøsse, der tænder på nøgne naziskinheads" - ganske vist ikke en Waters-film, men nok den - ifølge bogen - der ligger tættest på Waters' univers og mentalitet (s. 58).

Ole Østergård