--------------------------------------------------------------------------------
Dansk film i 90'erne - mellem dogme og business.
Hvad skete der ? - et forsøg på en forklaring …!
--------------------------------------------------------------------------------
Af Ole Østergård (vinterferien 2000)

Dansk film i 2. halvdel af 90'erne er en succeshistorie. 1999 var det største filmår i nyere tid. Publikum strømmede i biograferne, og næsten hver 3. solgte billet var til en dansk film. Susanne Biers eneste ene er foreløbig set af 850.000 i biografen, og Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm om Mifune vandt priser i Berlin.
Der er imidlertid nok behov for nuancering af billedet. Det er rigtigt, at ca. 1,2 mio. danskere gik i biografen om året i 90'erne, men i 80'erne var det 2 mio. 30 % af de solgte billetter i 1999 var til danske film, men uden Susanne Biers film "Den eneste ene" med 850.000 solgte billetter ville den nationale andel være mere gennemsnitlig europæisk. I 1999 blev 5 af de producerede film hver set af mere end 200.000 i biografen, men der var også 5 fra samme år, der hver havde færre end 50.000 tilskuere. Priserne i Berlin var uden tvivl imponerende, selv om Søren Kragh-Jacobsen , det beskedne menneske, selv har sagt, at der er megen tilfældighed i tildelingen af filmpriser, og at Mifune ikke er hans bedste film.

Men hvad er succes ? Man kan anlægge kvantitative og kvalitative succeskriterier. Til de kvantitative hører antal solgte biografbilletter og købevideoer (og DVD'er) og publikummets størrelse ved visning på tv. Antallet af danske premierefilm pr. år samt udlandets interesse for at vise disse enten i biograferne eller på tv hører også med her . Til de kvalitative kriterier hører filmanmeldernes bedømmelser, priser tildelt i Danmark (Robert og Bodil) og i udlandet (store og små) og vel ikke mindst publikums vurderinger af filmene.
Torben Skjødt Jensens film, "Manden som ikke ville dø" (1999) solgte 323 billetter, Kasper Wedendahls "Stjerner uden Hjerner" (1997) (med Tim og Gordon) 2.192 billetter, Susanne Biers "Det bli'r i familien" (1993) blot 9.672, Jonas Elmers såkaldte kultfilm "Lets get lost" (1997) 29.700 og Lars von Triers "Idioterne" (1998) 116.779 blot for at nævne nogle tal. De sidstnævnte 3 film havde naturligvis et meget større publikum, da de blev vist på tv . Er 100.000 solgte billetter i biografen en succes ? Martin Schmidts to gyserfilm "Sidste time" (1995) og "Mørkeleg" (1996) solgte ikke flere billetter, men er set af de fleste gymnasie- og hf-elever. Det kunne da være et succeskriterium. Til gengæld gav "Mørkeleg" underskud.
Det er naturligvis også en kendt sag, at publikums vurdering ikke altid stemmer overens med filmanmeldernes. Filmproducenten Regnar Grasten håber for eksempel altid på dårlige anmeldelser, for det plejer at betyde publikumssucces . Peter Schrøders filmatisering af Lise Nørgaards erindringer, "Kun en pige" (1995), blev set af næsten ½ mio. danskere, men anmelderne faldt ikke i svime over den. Til gengæld solgte Søren Kragh-Jacobsens "Øen i Fuglegade" ikke engang 20.000 biografbilletter, men fik 5 hatte i "Bogart", 5 stjerner af Ekstra Bladet og internationale priser.

Hvorfor har dansk film så succes ? I filmlitteraturen er der ikke så mange bud herpå. Den meget vidende Peter Schepelern skriver i filmtidsskriftet Kosmorama's temanummer om "100 års dansk film" i afsnittet om 1990-97 indledningsvis flg.: "I 90'erne har dansk film, på tærskelen til sit andet århundrede, oplevet internationale triumfer og en ny generations gennembrud. Der er kommet en ny filmlov til støtte for mediet og kunstarten, et nyt juridisk og organisatorisk grundlag for dansk films overlevelse i en tidsalder, hvor rivaliseringen om publikum og penge er lige så barsk som den altid har været" (p. 208). At tillægge den nye filmlov, hvis betydning han i øvrigt selv bagatelliserer, afgørende betydning lyder ikke fornuftigt. Faktisk var der kun tale om kosmetiske ændringer. Men hvad så ?

Mit bud vil for det første være, at alle forhold vedr. filmproduktion kan spille en rolle og har spillet en rolle. Formodentlig kan man tale om et kvalitativt løft inden for branchen, som har at gøre med den stigende internationalisering og dermed øgede konkurrence inden for film- og mediebranchen i det hele taget. Der er tale om en lang række kreative og professionelle filmpersoner, der selv og i samarbejde med andre (kreative og professionelle), har skabt nogle film og tv-serier af kvalitet, og som altså har været dygtige nok til at tage konkurrencen op. I denne forbindelse kan det være interessant at undersøge hvilken rolle den teknologiske udvikling, IT, i Danmark har spillet. Det er simpelthen blevet billigere og hurtigere at producere film. Det har i hvert fald betydet en demokratisering af film- og tv-mediet, der har bevirket, at mange flere har fået mulighed for at lave film og tv. For det andet betyder den økonomiske vækst i Danmark i 90'erne også noget. Lad os bare nøjes med at sige, at velfærdssamfundet giver nogle muligheder … - alt fra større kulturpolitisk bevågenhed på Christiansborg til mulighederne for den filmfreakede bistandsklient. Yderligere kan man så for det tredje føje til, at udviklingen ikke blot i Danmark, men i hele Europa og USA gennem hele årtiet er gået i retning af, at billedmassemedierne udgør en stadig større andel af befolkningernes og ikke mindst de unges forbrug af information og underholdning. Endelig er der så den traditionelle forklaring om snebolden, der begynder at rulle … - altså det selvforstærkende i en international, økonomisk udvikling og kreativ proces.

Det vil utvivlsomt kræve meget arbejde at analysere udviklingen og give en tilstrækkelig dokumentation herfor, og det er tiden ikke til for en (travl) filmlærer med små børn, så derfor er det følgende blot nogle antydninger og formodninger om, hvorfor dansk film udviklede sig til at blive en succes i løbet af 90'erne.

Lad os først se på produktionssiden. Der findes i Danmark 5 større produktionsselskaber . Det største er, hvis man opstiller dem efter evne til at skaffe kroner fra Det danske Filminstitut, Zentropa Productions APS. Ca. 130 mio. kr. er det blevet til siden 1992. Det næststørste er Per Holst Film A/S (ca. 76 mio. kr.), så kommer Nordisk Film A/S (67 mio. kr.), Metronome Productions APS (43 mio. kr.) og endelig Regnar Grasten Film APS (40 mio. kr.). Ser man i øvrigt på de 5 firmaers evne til at sælge billetter i biograferne i Danmark, er Regnar Grasten den suveræne vinder og Zentropa lige så suveræn en taber, idet kun "Breaking the Waves" fra sidstnævnte selskab
har solgt mange billetter (tæt ved 300.000) . Måske skal "Pusher" (1996) med sine næsten 200.000 solgte billetter dog regnes med her (filmen er produceret af Balboa) .
De noget mindre produktionsselskaber er for eksempel Nimbus Film APS, som blandt andet har produceret Vinterbergs og Kragh-Jacobsens dogmefilm og Thura Film APS, der producerede Ole Bornedals "Nattevagten" og tv-serien "Charlot og Charlotte". ASA Film Production A/S, hvor Erik Clausen slår sine folder, hører vel også med her. Endelig er en lang række af film produceret i et selskab, som kun har lavet en (dansk) film i 90'erne. Det gælder for eksempel Bille Augusts film ("Åndernes hus", "Frk. Smilla" og den nye "De elskende").
Konkurrencen blandt selskaberne er naturligvis hård - ikke mindst, når det drejer sig om at få del i de statslige støttemidler. Disse udbetales efter forskellige kriterier. Filmloven af 1997 arbejder med en 60/40-ordning, hvilket betyder, at staten giver 60 % af produktionsomkostningerne (dog max 5 mio. kr.), hvis man selv kommer med mindst de 40 %. Regnar Grasten får næsten alle sine støttekroner efter denne ordning. For Nordisk Film og Metronome drejer det sig om ca. ½ af de film, de har sat i produktion, og for Per Holst og Zentropa er der kun tale om en enkelt film produceret efter ordningen. Et andet kriterium er Filminstituttets filmkonsulenter og deres kvalitative syn på de film, der søges støtte til. Nogen taler om de "kunstneriske" film. Skiftende filmkonsulenter har altid været i skudlinjen, enkelte instruktører taler om, at de boycottes af Filminstituttet, Chr. Braad Thomsen, og på det seneste har Peter Aalbæk Jensen (ham med cigaren fra Zentropa) hævdet, at Thomas Stenderup fra Filminstituttet udgør en alvorlig trussel mod dansk films fortsatte eksistens.
Ballade om støttekroner er altid godt stof i aviserne. Der er heller ikke tvivl om, at tildeling af statsstøtte til filmproduktion er afgørende for hovedparten af dansk filmproduktion. Selv den sidste Olsen-bandefilm, "Olsen bandens sidste bedrifter", fik statsstøtte (efter 60/40-ordningen). Drømmen om en stor, stabil og selvkørende filmindustri, der klarer sig uden offentlig støtte, er ren fiktion. Statsstøtten udgør dog - gennemsnitligt set - en faldende andel af en films produktionsomkostninger. I 80'erne var den typisk 64 % - i 90'erne 49 %. Det betyder ikke nødvendigvis, at privat kapital udgør en stigende andel af filmproduktionskronerne. Ofte vil der også være tale om, at andre mere eller mindre offentlige kasser bidrager. Det kan være de landsdækkende tv-stationer, DR og TV 2, det kan være forskellige nordiske fonde, og der kan være tale om EU-midler. Det er stadig meget risikabelt at producere film.
På den anden side set har konkurrencen utvivlsomt betydet en professionalisering af produktionsselskaberne. Et enkelt eksempel herpå kunne være selskabernes lancering af deres film. I SFC-filmen "Brikker til en film" om "Drengene fra Skt. Petri" (1991) opregner Ib Tardini fra Per Holst Film omkostningerne ved produktionen af den (dengang) forholdsvis dyre film (ca. 25 mio. kr.). Han end ikke omtaler udgifter i forbindelse med lanceringen af filmen. På daværende tidspunkt ansås avisomtaler og et indslag i Ole Michelsens tv-program for tilstrækkeligt. I slutningen af 90'erne har man set amerikanske film med lige så store lanceringsudgifter - biografreklamer, tv-reklamer, internet, merchandising etc. - som produktionsomkostninger. Det er endnu ikke tilfældet i Danmark, men vi har set skridt i den retning. For eksempel var skuespillerne fra "Bleeder" og instruktøren, Nicolas Winding Refn, på promotiontur rundt i Danmark for filmen før premieren, så resten af befolkningen ikke måtte nøjes med de traditionelle premierebilleder i ugebladene. Hvad årsagen til denne opvågning er, kan det være svært at sige. Måske er konkurrencen hårdere - i hvert fald lanceres de amerikanske film i Danmark mere aggressivt end tidligere, men det kan måske også skyldes en ændret syn på, hvad film er. I "gamle" dage var (dansk) film "kunst", nu er film også en "vare", som skal sælges til flest mulige - eller også har man bare lyst til at komme ud til flest mulige.
Et andet eksempel kunne være etableringen af filmbyen i Avedøre på det gamle kaserneområde. Zentropa flyttede fra Danmarks filmgade nr. 1, Ryesgade i København, til Avedøre og den nedlagte kaserne 1. januar 1999. Ideen var vistnok Hvidovres socialdemokratiske borgmester, Britta Christensens, men Zentropa-folkene, Aalbæk, Trier og Tardini, var ikke svære at overtale. I Ryesgade var der ikke studiemuligheder, og det er dyrt at leje studier - og åbenbart billigere at eje dem selv og leje dem ud til andre. Ideen med filmbyen er naturligvis også, at andre film- og mediefirmaer skal flytte ind, så der kan opstå nogle synergieffekter.

I forbindelse med en omtale af instruktørernes rolle for filmsuccesen skal kort omtales hovedlinjerne i 90'ernes danske film. Peter Schepelern mener, at man kan pege på 3-4 retninger: "den sikre film", den solide danske filmatisering, centreret om kendt stof, kendte skuespillere med forventelig bred appel - for eksempel Peter Schrøders "Det forsømte forår" og "Kun en pige"og Hans Kristensens "Klinkevals". Beslægtet hermed er "den pragmatiske film", som har erkendt tingenes tilstand (altså den hollywoodske måde at fortælle film på) og følgelig lægger sig i sporet af disse amerikanske film enten ved uden alt for fine fornemmelser at imitere dens genrer (Ole Bornedal "Nattevagten") eller ved at søge ind i den internationale mainstreams storfilm (Bille August "Åndernes hus" og "Frk. Smillas fornemmelse for sne" eller Nils Malmros "Barbara"). Endelig er der så en fløj af dansk filmkunst, "nybølge-filmen", som nok tager afsæt i normerne fra de specielle danske traditioner komedien (farcen eller folkekomedien) og realismen (hverdagsskildringen af skæve eksistenser kombineret med satire og en vis ironisk gemytlighed), men som former en ny stil hos den "nybølge", som varsler morgenluft - tænk på navne som Thomas Vinterberg, Nicolas Winding Refn, Lotte Svendsen og måske Aage Rais (fra Århus) og Jonas Elmer. Den fjerde retning kunne så være Lars von Trier .
Lars von Trier er uden tvivl den danske filminstruktør, der har haft størst betydning for dansk film i 90'erne. Dogme 95-konceptet - tilbage til historien og de rå billeder - har formodentlig haft uvurderlig betydning. Måske først og fremmest som inspiration til nybølge-instruktørerne, som måske er en 10-12 stykker i alt (Peter Schepelern i Aktuelt 12.8.99). Dernæst som årsag til de 3 dogmefilm, som allerede har set dagens lys og har vundet pæne internationale priser, som så naturligvis har øget den internationale filmbranches interesse for dansk film i øvrigt. Lars von Triers egne produktioner i 90'erne - først og fremmest tv-serien på DR "Riget I og II" og filmen "Breaking the Waves" - har endelig ændret det brede publikums syn på den til tider krukkede instruktør. Han kan åbenbart være både morsom og lettilgængelig. Det bliver spændende at se, hvordan publikum tager imod den nyeste film, mere end 100 mio. kroners-investeringen, "Dancer in the Dark".
I lidt samme klasse er naturligvis Bille August. Utvivlsomt mere internationalt kendt end Lars von Trier, flere større succeser med filmene "Åndernes hus" (mest sete danske film i 90'erne - næsten 1 mio.) og "Frk. Smilla" og i hvert fald flere store internationale priser både i Cannes og Hollywood. Det højeste Trier har drevet det til, er jo Juryens specialpris i Cannes … - hvilket måske også er flottere end at få De gyldne Palmer !
Ellers er det meget få danske instruktører der har forsøgt sig internationalt og med internationale film. Ole Bornedal lavede jo "The Nightwatch", men den blev ikke en succes, og den gamle Steven Spielberg-fotograf, Mikael Salomon, har også forsøgt sig uden held ("Hard Rain").
Filmproduktion er jo ikke enkeltmandsværk, men filminstruktørens navn klæber til en film. En Steven Spielberg-film, en Tarantino-film, en Hitchcock-film - og ikke "en film af …". Instruktørernes betydning for en film er altså stor. Derfor må man nok også sige, at de ca. 20-25 overvejende mandlige filminstruktører, der i øjeblikket producerer film i Danmark nogenlunde regelmæssigt, har en vist talent. I denne forbindelse skal det også nævnes, at det er meget vigtigt, at der en vis kontinuitet i den enkelte instruktørs produktion. At lave film kræver erfaring - ungdommeligt gå-på-mod er ikke nok ! Da Søren Kragh-Jacobsen fandt en fotograf til sin internationale film, "The Island on Bird Street", frarådede produktionsselskabet hans valg, fordi fotografen kun havde været fotograf på 7 (!) spillefilm. I stedet valgtes den 64-årige Ian Wilson.

Historierne og Dogme 95. I midten af halvfemserne skete der noget med historierne i dansk film. Det er der i hvert fald flere, der mener. Spillefilmskonsulent Mikael Olsen fra Filminstituttet udtrykker det sådan her: "I de senere år er vi blevet bombarderet med tv og film fra USA. Det er vi blevet trætte af ! Vi hungrer efter historier om os selv. … Vi er nysgerrige efter, hvem vi selv er. Efter hvilke konflikter, der optager os. Og lysten til at finde et ståsted i livet er et tema, der går igen hos mange af instruktørerne - unge som gamle". Mette Damgaard Sørensen, filmkritiker, siger det mere direkte: "Før 1996 så det trangt ud for dansk film, de var simpelthen ikke særligt gode". En anden filmanmelder, Morten Piil, mener sådan her: "I 80'erne og et stykke ind i 90'erne eksisterede der stort set ikke moderne og nutidige personer i dansk film. Den første film, der realistisk handlede om unge mennesker, deres hverdag og problemer med at træffe vigtige valg i livet var Ole Bornedals "Nattevagten"". De unge nybølge-instruktørers historier - Pusher, Portland og Bleeder - ligger simpelthen langt væk fra Bille Augusts frosne vinterlandskaber og Nils Malmros skolegårdsnostalgi. Dansk film er vendt tilbage til hverdagens realiteter eller i hvert fald livet i yderbanen.
Dogme 95, formuleret af Lars von Trier og de 3 andre dogme-brødre samt Anne Wivel, spiller sikkert en rolle her . Intentionen med Dogme-regelsættet har været mange, og konsekvenserne heraf er blevet endnu flere. Først og fremmest var det vel et forsøg på at skabe endnu et filmhistorisk manifest i anledning af 100 året for filmens opfindelse. Lars von Trier var sammen med Dogme-doktoren, Mogens Rukow, leder af Filmskolens manuskriptlinie, hovedmændene bag og initiativtagerne til manifestet. Det er også sagt, at hensigten var at komme udenomsværkerne ved film og filmproduktion til livs og i stedet komme tilbage til det egentlige, nemlig historien, skuespillet og de rå billeder. Det er vel også tænkeligt . Endelig lå der også den erkendelse i formuleringen af manifestet, at "når fantasien bliver rammeløs, bliver den hjemløs" (Politiken 14.3.99). Altså en formulering af det paradoksale i, at begrænsninger kan give frihed.
De 3 indtil nu færdiggjorte dogme-film - Festen, Idioterne, Mifune - har alle skabt betydelig opmærksomhed. De to første kom begge til at deltage i hovedkonkurrencen på Cannes filmfestivalen i 1998, og Festen blev tildelt Juryens Specialpris. Mifune fik som bekendt flere priser i Berlin i 1999. Men markedsføringsværdien for filmene og dansk film i det hele taget har været ganske betydelig. Danmark er tilbage i rampelyset, som det ikke har været siden filmens barndom, da Nordisk Film var et verdensnavn. "Ingen forstår det jo. Hvordan kan I - i det der lille bitte land - lave den ene Cannes- og Berlin-vinder efter den anden og i den grad markere jer internationalt", hævder Thomas Stenderup er reaktionen fra udlandet (Børsens nyhedsmagasin nr. 8 1999).
At Dogme er blevet et begreb i den brede offentlighed ses vel også af, at Dogme-brødrenes millenium-show nytårsnat 2000, dagen efter kunne sendes samtidigt i prime time på alle landets landsdækkende tv-stationer i en hel time.

Skuespillerne og skuespillet. En ny generation af skuespillere er dukket op på det danske filmlærred. Susanne Biers film "Den eneste ene" rummer en håndfuld af dem. Sidse Babett Knudsen, Paprika Steen, Sofie Gråbøl, Iben Hjejle og Niels Olsen. I "Mifunes sidste sang" møder vi igen Sofie Gråbøl og Iben Hjejle, men også Anders W. Berthelsen og Jesper Asholt. Ulrik Thomsen i "Festen", hvor også Thomas Bo Larsen ses. Kim Bodnia i "Bleeder" og "I Kina spiser de hunde". Alle unge skuespillere, som har gjort de gamle kendte (teater-)skuespillere rangen stridig. Skuespillere med talent utvivlsomt, men også skuespillere som har en anden holdning til faget. "En generation af skuespillere, som ikke afviser stjernebegrebet, sådan som man gjorde for 15-20 år siden. Dengang kaldte man sig for teaterarbejdere og alt foregik i grupper" siger skuespillerformand Henrik Petersen (Aktuelt 11.8.99). Og kendte skuespillere betyder meget for en films succes. Jon Stephensen, der har lavet pr og markedsføring for bl.a."Festen" og "Bleeder", siger: "Vi oplever en generation af visionære instruktører og skuespillere, som tænker på en ny måde. De er opstået samtidig. De kender hinanden fra uddannelserne, og der er et meget stærkt netværk mellem dem. Samtidig har skuespillerne en anden attitude til jobbet i dag. De er mere med i filmen og påvirker den mere. Der er et meget godt fællesskab, når man laver film i dag" (Aktuelt 11.8.99).
DR's store og meget vellykkede satsning "Taxa" har også spillet en betydelig rolle . 304 skuespillere har medvirket i seriens 56 episoder, som er instrueret af 11 forskellige personer. Anders W. Bertelsen, som spiller en af hovedrollerne, siger bl.a.: "Man har fået noget kameratække og timing, som man kan bruge i andre filmsammenhænge. Når man laver en tv-serie skal man hele tiden tænde og slukke for sin rolle, og det gør, at man bliver bedre til det. … For mit vedkommende har det udviklet mit håndværk som skuespiller" (Aktuelt 2.10.99). Flere af seriens instruktører har slået på det vigtige i, at de har mødt så mange forskellige skuespillere og fået lov til at lave mange afsnit. For eksempel Niels Arden Oplev, der lavede spillefilmen "Portland".

Andre filmarbejdere. "Genbrug præger dansk film" lyder en 7-spaltet overskrift i Morgenavisen Jyllands-Posten (24.1.2000). Historien er, at danske filminstruktører bruger de samme skuespillere i mange af deres filmprojekter. Erfaringen er naturligvis, at bedre kendskab giver bedre samspil, og det kendes jo også fra andre landes film. Artiklen giver eksempler på, hvem Thomas Vinterbergs, Lotte Svendsens, Susanne Biers, Kaspar Rostrups, Lasse Spang Olsens og Lars von Triers faste skuespillere er. I det hele taget er det jo en kendt sag, at instruktører ikke blot arbejder sammen med deres foretrukne skuespillere, men også for eksempel med bestemte fotografer, klippere og komponister, lige som de fleste instruktører holder fast ved ét produktionsselskab. Søren Kragh-Jacobsen har lavet mange film sammen med fotografen Dan Laustsen, som også arbejder sammen med Ole Bornedal. Fotografen Anthony Dod Mantle har fotograferet både "Mifune" og "Festen" og Vinterbergs "De største helte". Morten Søborg har filmet både "Pusher", "Bleeder" og "I Kina spiser de hunde". Dirk Brüel er et fjerde anerkendt filmfotografnavn. Bille August anvender altid den svenske fotograf Jörgen Persson og den danske klipper Janus Billeskov Jansen. Valdis Oskarsdóttir har været klipper på "Mifune", "Festen" og "De største Helte", og Pernille Bech Christensen klipper faktisk altid Susanne Biers film. Ghita Beckendorf er en erfaren klipper, som for nylig har klippet "Klinkevals" og "Magnetisørens femte vinter".
Filmfolk arbejder sammen i mere eller mindre faste konstellationer, hvilket utvivlsomt giver bedre produktioner. Min pointe er også, at de ovennævnte fotografer og klippere er dygtige filmfolk, der har bidraget til dansk films succes. Rulleteksterne efter filmen oplyser jo imidlertid om andet end produktionsselskaber, instruktørnavne, skuespillere, fotografer og klippere. Det vil føre for vidt her også at skulle omtale for eksempel manuskriptforfattere, komponister, casting etc., men pointen er altså, at dansk films succes hænger sammen med, at alle, der har med produktion af film at gøre, har spillet en rolle i det danske filmboom. Nogle af dem når vi imidlertid aldrig at lægge mærke til, fordi publikum for længst har rejst sig i biografen eller fordi operatøren har trukket scenetæppet for, når slutrulleteksterne løber hen over lærredet.

Inden vi skal vende os mod statens rolle for filmopsvinget, skal vi kort se på informationsteknologiens rolle. Da 90'erne startede blev alle spillefilm optaget på celluloid og klippet i et klippebord. Et laboratorium udgjorde en væsentlig brik, når der skulle laves effekter. Da tiåret var gået var det muligt at optage digitalt og redigere ("klippe") digitalt og lave effekter på mac'en eller pc'en. En revolution. Mellemformer har været at optage analogt på video og redigere analogt, hvilket for de rigtige filmfolk var et tilbageskridt, fordi "klipningen" blev så besværlig. En anden mellemform har været at digitalisere film- eller videooptagelserne og så klippe digitalt, og så for filmoptagelsernes vedkommende vende tilbage til råoptagelserne og klippe færdig på traditionel vis.
Den første danske spillefilm, der blev redigeret digitalt var (vistnok) Wikke og Rasmussens "Russian Pizza Blues" (Filmkonsortiet Zanzibar 1992). Wikke og Rasmussen sammenlignede den nye digitale fremgangsmåde med en kunstner, der skulle modellere en skulptur, hvorimod den traditionelle klippemåde var at ligne med en skulptørs arbejde ("en tå, der var hugget af, kunne ikke sættes på igen …"). Siden er softwaren til redigeringen blevet meget avanceret og harddiskene temmelig meget større.
Traditionelt optages der stadig på 35 mm celluloid-strimmel, men det varer formodentlig ikke længe før alle optagelserne også laves digitalt .
Det er svært at sige, hvad informationsteknologien har betydet, men for eksempel en film som "Skyggen" (Zeitgeist APS 1998) kunne ikke have være lavet og fået den givne æstetik uden computerne. Ethvert filmselskab i dag har naturligvis computere. Det er banalt at sige, men også styring af økonomi og produktionsplanlægning etc. sker naturligvis ved hjælp af "maskinerne".

Statslig kulturpolitik. Ved 90'ernes begyndelse stod filmen i skyggen af teateret, når det drejede sig om folketingspolitikernes bevågenhed. Teateret fik mange flere offentlige støttekroner end filmen. Godt nok var der også flest, der gik i teateret, og teateret spillede jo også (kun) på dansk. Mod tiårets slutning var publikumsinteressen til de to kulturformer nogen lunde lige store, men teateret fik næsten 3 gange så mange penge i støtte (1997: 568,8 mio. kr. mod 203,6 mio. kr.). Det er DFI, Det danske Filminstitut, der står for udbetaling af støtten. Der udbetales støtte til manuskript, udvikling, produktion og til almene filmformål (tidsskrifter, rejser etc.). Den statslige støttepolitik er som tidligere nævnt meget omdiskuteret. Zentropas konkurrenter er sure over, at firmaet får så mange støttekroner, når så få ser firmaets film. Grasten film får 13,50 kr. i støtte pr. solgt billet - Zentropa næsten det tidobbelte (120 kr.). Filmfinansiering er en vanskelig disciplin, og endnu sværere er det at finde ud af, om en film bliver en succes. En tommelfingerregel er, at en dansk film skal ses af mindst 300-400.000 mennesker, før man overhovedet kan tjene penge på den.

Medie- og filmuddannelserne. Filmskolen på Holmen i København (i nærheden af Det rytmiske Musikkonservatorium og Statens Teaterskole) er en drøm for mange unge filmfreaks. Instruktørlinjen måske allermest. Imidlertid er det jo nærmest umuligt at komme ind, men alligevel har langt de fleste kendte danske instruktører gået på skolen . Poul Nesgaard er jo p.t. rektor, men mest kendt blandt lærerne er nok Mogens Rukow. Af nogen kaldet Dogme-doktoren og i hvert fald cigaretrygende. Man kan uddanne sig til meget andet inden for filmbranchen på skolen, ja, den har faktisk også en tv-linie.

Som det vil være fremgået af det foregående har de to store landsdækkende og public service-forpligtede tv-stationer, DR og TV 2, hver på deres måde støttet dansk filmproduktion i slutningen af 90'erne. En del af befolkningens licenskroner går altså til støtte til dansk filmproduktion. Selv om det kan være et meget stort puslespil at få finansieringen af en dansk spillefilm på plads - og få mio. kroner fra en tv-station kan spille en rolle - er det alligevel nok ikke her, at tv-stationerne har deres største betydning. Derimod spiller det en væsentlig rolle, når de sætter produktion af tv-serier i gang. "Taxa", "Riget I og II" og "Charlot og Charlotte" er nævnt. TV 2 fik i 97 lavet "Strisser på Samsø" i 8 afsnit med den populære bamse, Lars Bom, i hovedrollen. "Strisser på Samsø" blev i øvrigt gennemsnitligt set af flere danskere end "Taxa". Lige nu går de nye afsnit af "Morten Korch"-serien over skærmen. Den er i øvrigt solgt til alle nordiske lande. Det spiller naturligvis også en rolle, når tv-stationerne viser alle de danske film. Danske spillefilm er uopslidelige. De 3 mest sete danske film i biograferne er alle Olsen bande-film (alle over 1 mio. biografgængere), og når disse vises på tv, er der over 2 mio. seere. Også film, som ikke er set af mange i biografen, har et stort publikum, når de vises på tv.

I det hele taget har biografpublikummet ændret sig op i gennem 90'erne. Det voksne publikum er begyndt at gå i biografen igen . Forklaringerne herpå er mange. En af dem er, at det fjernsynet sender er blevet så "utrolig ringe" ifølge Jens Rykær, biografdirektør. "Når fjernsynet bliver et stort reklamedomineret mudderbad, så kigger folk sig omkring og siger: Hvor faen kan jeg få noget gedigen underholdning" (Berlingske Tidende 12.1.99). Ib Bondebjerg, formand for Filminstituttets bestyrelse, siger: "Filmmarkedet begynder at rette sig ind efter sig nye publikum. Man kan se på de senere års produktion, at voksenfilmene er blevet stærkere, hvor vi i 70'erne havde ungdomsfilmene og 80'erne var præget af børne- og familiefilm". Branchens initiativ "Biografklub Danmark", hvor man får en klækkelig rabat på at se 5-6 premierefilm i løbet af vintersæsonen, har også spillet en rolle for at trække det ældre publikum i biografen. Udviklingen af nye biografer - multiplex-biografer (mange sale) og café-miljøer - har vel også spillet en rolle.

Sammenfatning. Nogle vil hævde at det nuværende danske filmopsving startede med tildelingerne af Oscar-statuetterne til "Babettes gæstebud" og "Pelle Erobreren" i slutningen af 80'erne. De gav en tro på, at det godt kunne lade sig gøre at være med internationalt. Det er muligt, men for mig at se findes der ingen enkle forklaringer. Det er meget svært at pege på, hvad der satte udviklingen i gang, men det synes derimod indlysende, at da den først kom i gang havde den en masse inerti, som drev den fremad. Forklaringerne kan siges at ligge på flere planer: det internationale plan - udviklingen i film- og mediebranchen i det hele taget altså konkurrencen, IT, inspirationen - det nationale plan: statens filmpolitik (flere kroner - bedre støtteordninger), Filmskolen, konkurrencen på tv-området (danske film en vigtig konkurrenceparameter), ændringer i publikums kulturforbrug og endelig gruppe- og individ-planet: konkurrencen mellem filmselskaberne samt instruktørerne og de andre filmskaberes kreativitet og dygtighed.
Måske vil ovennævnte konklusion forekomme læseren lidt tomgangsagtig. Enig. En mere præcis forklaring vil sikkert kræve et års orlov, hvilket jo heller ikke ville være noget dårlig ide …

--------------------------------------------------------------------------------

Litteratur:

Artikelserie i Aktuelt medio august 1999 om dansk film
Artikler fra Internettet især den amerikanske "us.imdb.com"
AudioVisuelle Medier (AVM)
Ib Bondebjerg m.fl., Dansk film 1972-97, 1997
Diverse avisartikler fra Aktuelt, Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken m.fl.
Filmnyt nr. 1 (jan 99) og nr. 6 (jan 2000)
K. Henriksen og V. Vestergaard "Fortsætter festen ?" i Børsens Nyhedsmagasin nr. 8/29.3.1999
P. Schepelern "Morgenluftsfornemmelser 1990-97" i Kosmorama nr. 220 - vinter 1997

--------------------------------------------------------------------------------

Links:

http://www.aabgym.dk/fagene/FILM/hjemmeole.html - filmlærerens private hjemmeside
http://www.ft.gymfag.dk - film og tv-fagets officielle undervisningsministerielle side
http://www.dfi.dk - Det danske Filminstituts hjemmeside
http://www.us.imdb.com - den store amerikanske filmdatabase
http://www.scope.dk - måske Danmarks største filmdatabase

--------------------------------------------------------------------------------

PS:

Den oprindelige version rummer også en række noter, men dem kan jeg ikke finde ud af at få med ud på Nettet ...

--------------------------------------------------------------------------------