af Ole Østergård, marts 2001

"Brunos værelse" var især valgt for dens måde at fortælle en historie på (om spritkørsel i Danmark). 4 af hinanden uafhængige historier væves ind i hinanden, så budskabet efter programmet står helt klart - uden en hævet moralsk pegefinger. Programmets bevidste brug af billeder - for eksempel det symbolske galgebillede af stedet, hvor Bruno blev dræbt, udzoomning af Henriette i kørestol, dropbilledet som markør etc. - talte også med. Endelig rejser programmet problemstillingen om tilrettelæggernes moralske ansvar: hvor langt skal man gå i at udstille ofrenes sorg ?
"Blodbrødre. Historien om Hells Angels i Danmark" blev valgt af især 2 grunde: (1) Hvordan billeddækker man en god historie ? Her med utallige rekonstruktionsscener samt ved at udlevere et HI 8-kamera til rockerne. (2) Den anden grund til udvælgelsen var, at vi jo har forventninger om, at dokumentarprogrammer er tæt på den historiske virkelighed - "sande" - , men det er de altså ikke nødvendigvis - jvf. programmets klare tendens i retning af en forherligelse af rockerkriminaliteten (billedvalg, interviews, speak, underlægningsmusik etc.).

"Pigerne på Halmtorvet" kunne bruges til illustration af, hvordan man finder en god historie - subkulturer er altid godt ! - samt nødvendigheden af omfattende research, inden man går i gang med optagelserne. Det færdige program illustrerede også med al ønskelighed det umulige i blot at være "flue på væggen", når der er tale om tv-optagelser (jvf. situationen med Bonnie, der fixer på toilettet). Herved pådrager tv-journalisten sig så også et moralsk ansvar, når han/hun påvirker den virkelighed, som ønskes skildret. Vedkommende bliver så at sige en del af historien.
"Er du mors lille dreng ?" skulle illustrere, hvad en god historie er, og en god historie er jo en, der har aktualitet, føles vedkommende af mange mennesker samt en historie, hvor man får noget nyt at vide - altså: at en tvangsfjernelse af et barn kan være en rimelig disposition foretaget af myndighederne. Det er også en historie, hvor to parter er i konflikt med hinanden ... - og hvordan skal man som journalist forholde sig til denne konflikt ! Endelig var det jo også et plus, at Lars Høj har formuleret sig så detaljeres om lige netop det program (www.cfje.dk/cfje/VidBase.nsf/Artikler).

"Forsvundne danskere: Erik-sagen" tjente til at illustrere den fortælleform, hvor journalisten så at sige går ind og skaber sit eget dokumentarstof. Her spiller tilrettelæggerens kreativitet i researchen, heldet og pengene en stor rolle for det færdige program.
"Rejsen til Berlin. I sandhedens tjeneste" var valgt, fordi I skulle se noget kedeligt ... - altså en diskussion om målgruppe. Dernæst var den valgt, fordi der jo er tale om den totale sammenblanding af fiktion og fakta. Altså: hvad er faktion ?

Vi har i undervisningen arbejdet med 4 forskellige dokumentariske fortælleformer (stjålet fra den amerikanske medieforsker Bill Nichols bog "Representing Reality" 1994). De 4 former er: (1) tredjepersonsfremstillingen ("Blodbrødre"), (2) den observerende fortælleform (Lars Engel- og Lars Høj-programmer), (3) den interaktive fortælleform (Mogens Rasmussen-programmer om forsvundne danskere) og (4) den selvrefleksive form (Nesgaard & Co.-programmer "I sandhedens tjeneste").
Husk, at en af Nichols pointer er, at de 4 fortælleformer i sig selv rummer forskellige muligheder og begrænsninger. Fortælleformerne skifter i takt med modestrømninger inden for journalistikken og dokumentarfilmkunsten, og hver af de 4 former rummer i sig en række konventioner om, hvordan man mest objektivt eller troværdigt fremstiller virkeligheden

Faktion

Traditionelt taler man om fakta og fiktion. Der er tale om 2 forskellige genrer, som begge kan anvendes, når man vil fortælle en historie. I det blå hæfte - O. Østergård, Et hæfte om tv i Danmark især nyhedsformidling, 1995 - er der på s. 51 et skema, der angiver forskellene herpå. I vores undervisningsforløb "dansk nyhedsformidling - journalistik, fortælleformer og faktion" har vi interesseret os for tv-nyhedsformidling, som har blandet de to genrer på forskellig måde og i forskelligt omfang. Denne blandingsgenre har vi kaldt "faktion" (fakta - fiktion).

Hvilke virkemidler anvendes så i fiktionen ?
Generelt kan man sige, at man kan se på:
måden at fortælle historien på (dramaturgien)
måden at lave billeder og lyd på (æstetikken)
(Læs mere herom s. 55ff i det blå hæfte).

Iscenesættelse, rekonstruktion og det moralske ansvar

Når det drejer sig om at få fortalt selve historien, kan man, fordi man ikke har noget billedmateriale, gøre to ting: enten iscenesætte eller også rekonstruere. I bogen "Den bearbejdede virkelighed" taler man om iscenesættelse, når personer, som i virkeligheden har været involveret i begivenheden, instrueres til at spille sig selv (præsten i "Brunos værelse"), og om rekonstruktion, når skuespillere instrueres til at spille personer i den virkelige historie (rockerlikvideringerne i "Blodbrødre"). Man kan nemt komme til at bytte om på de to definitioner !
I dag er ingen tv-seer i tvivl om, at alt, hvad man ser på en tv-skærm, er bearbejdet. Det gælder helt selvfølgeligt, når man ser spillefilm, tv-teater og lignende, men også når man ser skildringer af virkeligheden. Lars Engels 10 dages optagelser i "Reden" er blevet klippet sammen til 1 times fjernsyn. Skildringen af livet som luder på Vesterbro i København er set gennem hans øjne. Han har udvalgt luderne til interviews, klippet dem sammen i en bestemt rækkefølge (montage kaldes det jo), lagt underlægningsmusik på, klippet selvstændige billedsekvenser sammen osv., men han har naturligvis tilstræbt at give en så objektiv skildring som muligt af de prostitueredes liv. Det fremgår også klart af udsendelsen, at kameraets (kameraholdets) blotte tilstedeværelse har indvirkning på det, der foregår. Man kan altså ikke være "flue på væggen", når man arbejder med tv-dokumentar, men man kan da have intentionen, hvis det i øvrigt er det, der er meningen med programmet. Det var det jo til eksempel ikke i Lars Højs program "Er du mors lille dreng ?".
I mange dokumentarprogrammer ser man også, at tilrettelæggeren ikke stiller sig tilfreds med iscenesættelser og rekonstruktioner, men går også ud og skaber "ny virkelighed", som vi har kaldt det. Her tænkes ikke på, at man interviewer folk, for det kan man jo godt kalde "ny virkelighed" .
Når man taler om "ny virkelighed" tænkes på de situationer, hvor tv-tilrettelæggeren bevidst forsøger at påvirke den (fortidige) virkelighed, som han har sat sig for at skildre. F.eks. udleveres i "Blodbrødre" et HI 8-kamera til H.A.'erne i Århus i et forsøg på at dokumentere, hvordan politiet overvåger rockermiljøet. Denne anvendelse af skjult kamera ses også i andre tilsvarende programmer.
I et meget berømt tv-program , "Den sagtmodige morder", der handler om ung tyrkisk mands hævnmord på et kvindeligt familiemedlem, har journalisten, Poul Martinsen, hyret 2 tyrkiske antropologer, hvis opgave det er at opsøge morderens familie i Tyrkiet - alt imens kameraet lyser "rødt". Her skabes altså "ny virkelighed".
Endelig er Mogens Rasmussens programmer om "Forsvundne danskere" naturligvis eksempler på "ny viden".
Et problem i denne forbindelse er naturligvis det moralske ansvar, som tilrettelæggeren påtager sig ved denne fremgangsmåde. Når han gør sig til en del af historien, vælger han på en måde også side. Han laver så at sige om på virkeligheden med (uoverskuelige) konsekvenser for de egentlig implicerede. Hertil kommer så, at denne vælgen side måske også vanskeliggør hans mulighed for at give en objektiv skildring af virkeligheden - i hvert fald principielt. Vi ved naturligvis alle godt, at den objektive skildring af virkeligheden - altså Sandheden om virkeligheden - ikke findes, men et dokumentarprogram om "Reden" er tænkt som værende så tæt på de prostitueredes virkelighed som muligt.
Dokumentarfilmens grundlægger, den amerikanske filminstruktør Robert Flaherty (1884-1951) sagde engang: "Det kan være nødvendigt at lyve. Til tider må man forvrænge tingene for at fange deres sande ånd".
Tv-tilrettelæggeren vil naturligvis hævde, at han kommer tættere på "Sandheden" ved at bruge fiktionens virkemidler og ved at skabe en ny virkelighed, men han ved også godt, at for eksempel rekonstruktionsscener - i for eksempel "Blodbrødre" - kan være med til at sælge programmet til et bredere publikum.
Netop Lars Engels Reden-program er det tætteste, vi har været på "klassisk dokumentarisme" i vores opgivelser - altså dokumentarisme fra dokumentarfilmens anden storhedsperiode i starten af 1960'erne.
Helt i den anden grøft har vi så Poul Nesgård & Co.s "Rejsen til Berlin". Her er fiktionen for så vidt dominerende, men egentlig er der tale om en reportagerejse, hvilket fremgår af de vigtige fakta-indslag, nemlig alle de mange interviews. Rejsen er jo foretaget "I Sandhedens tjeneste", hvilket er ment som en dybt ironisk titel. Man kan vel ikke påstå, at Nesgård & Co. har stillet sig "I løgnens tjeneste", men hensigten har været, at diskutere tv-mediets natur - altså dets evne til at manipulere med tv-seeren og dermed også tv-tilrettelæggerens mulighed for at præsentere sin sandhed for tv-publikummet. (Var interviewet med de to unge nazister ægte eller falsk ?)
Når man diskuterer "faktion" i forhold til et dokumentarprogram/nyhedsprogram har diskussionen intet at gøre med om den ene type af programmer er mere sande end den anden - altså om faktionsprogrammer er mere (u)sande end klassiske dokumentarprogrammer. Det kan man ikke diskutere, men man kan gøre sig overvejelser over udbredelsen af fiktive virkemidler i programmet. Husk det nu !
(Et eksempel: fiktive virkemidler i "Rejsen til Berlin" er bl.a.: skuespil, krydsklipning, klassisk dialogscene, underlægningsmusik med ledemotiver, symboler, karakteriserende detaljer).

Konkurrencen om seerne

I de seneste 10 års konkurrence om tv-seerne har nyhedsudsendelserne - alt fra de daglige udsendelser til det mere magasin-prægede aktualitetsstof - spillet en væsentlig rolle. Hertil kommer så, at der jo er en tendens til at sætte høje seertal lig med godt fjernsyn og god journalistik. Og hvordan kombinerer man så de to ting ? Svaret er ligetil: det gør man med faktionen ! Faktionens dramatiserede form har lettere ved at engagere seerne. Den har en fascinerende styrke med store muligheder for identifikation og indlevelse (tænk f.eks. på "Brunos værelse").
Både DR og TV 2 og for så vidt også TV 3 er klar over, at nyhedsudsendelser er godt fjernsyn. DR har haft (indtil 31.12.97) en speciel afdeling kaldet for "DR Dokumentar", som laver dokumentarprogrammer af ca. 1 times varighed. Ofte er programmerne lige så dyre at producere som noget af det dyreste underholdningsstof. Til gengæld har afdelingens programmer været med til at sætte dagsordenen for den offentlige debat i Danmark. En del af programmerne er også prisbelønnede internationalt. Dokumentargruppens brug af faktion er nok mere behersket end i TV 2's svar herpå, som produceres af Nordisk Film Broadcast A/S. Her er en journalist som Michael Klint ("113 skud") ansat. Han er mester i at lave anslag til tv-dokumentarprogrammer og betjener sig ofte af faktionsgenren.
Der er altså tale om et godt tv - oven i købet med høje seertal (i Danmark). Er alt så ikke bare godt ? Måske, men det problematiske ved genren, som måske kan siges at være tv-mediets eneste selvstændige, er, at tv-seeren bliver meget afhængig af tv-journalistens hæderlighed. Generelt er der vel tale om hæderlige folk, men i konkurrencen om seerne og kronerne kan man jo ikke vide sig sikker. Det er nemt at manipulere med billeder og den historie, de fortæller. Ofte er vi jo sagesløse ofre, for hvis vi selv har set det i fjernsynet, så passer det jo - men så er det jo godt, at man har haft film og tv og ved bedre !

Venlig hilsen,
Ole ø, jeres film- og tv-lærer, vinterferien 2001. God læselyst !

TV-programmer i undervisningen 00-01:

titel	producent	tilrettelæggelse	årstal
Brunos værelse	TV2/Nordisk	Kim O`Stritt og Jannie Hansen	1990
Historien om H.A. i DK	TV2/Nordisk	Karsten Kjær	1992
Pigerne på Halmtorvet	DR Lars Engels	Lars Engels	1992
Er du mors lille dreng ?	TV2 Østjylland	Lars Høj	1998
Rejsen til Berlin	DR	Nesgaard og Co.	1991
Forsvundne danskere: Erik-sagen	MR productions	Mogens Rasmussen	2001

I burde have læst:

1. O. Østergaard, Dansk nyhedsformidling - journalistik, fortælleformer og faktion, 4 s. (på
min hjemmeside)
2. O. Østergård, Et hæfte om tv i Danmark især nyhedsformidling, 1995, det blå hæfte,
s. 82-83 (skema til analyse af et tv-nyhedsprogram)
3. Irene Thyrri, Dokumentarismens fortælleformer, www.cfje.dk/cfje/VidBase.nsf/, 4 s.
4. L. Borker og P.E. Brøndgaard, Den bearbejdede virkelighed, 1990
s. 12-26 (s. 50-56 i det blå hæfte), s. 47-49 (s. 65-66 i det blå hæfte)
5. H. Nissen Kruuse, Etik i journalistik, 1991
s. 134-145 (s. 71-76 i det blå hæfte)
6. J. Stigel, Følelser som fakta - eller hvad har Dallas med Fak2'ren at gøre ?
i "Analyser af tv og tv-kultur", 1991, s. 85-88, 1 s. om "Brunos værelse" i skitseform
(s. 84-87 i det blå hæfte)
7. Lars Høj, "Nej, du er ikke mors lille dreng !", www.cfje.dk/cfje/VidBase.nsf/Artikler, 8 s.
8. Jakob Kehlet, Beskyldninger om social porno og Det dokumentariske skuespil, Journalisten jan.
2001, 2 s.
9. S. Carlsen, Splittet mellem fiktion og virkelighed
i Det fri Aktuelt 23.2.1991 (s. 89-90 i det blå hæfte)

Spørgsmål:
1. Gruppen bliver enig om, hvad det er for nogle programmer, som filmlæreren mon kan tænke på ?
Hvis det var muligt, kunne det jo også være rart at vide, hvilken tv-station, der havde sendt de enkelte programmer ?
og ikke uvæsentligt er det jo, hvem der har tilrettelagt dem ?

navn tv-station tilrettelæggelse andet

2. Gruppen prøver kort at beskrive - gerne i stikordsform - hvordan de 5 programmer var fortalte ?

3. Gruppen prøver herefter at erindre sig - mindst 3 - sekvenser fra de 6 programmer. (De 3 sekvenser skal være fra 3 forskellige programmer). Overvej dernæst hvorfor I lige kan komme i tanke om disse 3 ?

4. Placer de 6 tv-programmer på en skala, hvor I længst ud til venstre og højre har henholdsvis

"fiktion" ----------------------------------------------------------------------"fakta"

5. Hver enkelt gruppemedlem beslutter til sidst hvilket program, der skal have tv-froden.

God fornøjelse, jeres filmlærer, oø