| |
-
"Dansk tv-nyhedsformidling - journalistik,
fortælleformer og faktion"
- af Ole Østergård, marts 2001
Vi har i vores undervisningsforløb
beskæftiget os med hovedsageligt tre ting, nemlig en tv-journalists
måde at arbejde på, hans valg af fortælleform,
og hvad der skal forstås ved tv-faktionsgenren.
I det følgende vil jeg prøve at sammenfatte, hvad
meningen var ...
Journalistik
De 6 tv-programmer blev udvalgt ud fra forskellige kriterier.
"Brunos værelse" var især valgt
for dens måde at fortælle en historie på (om
spritkørsel i Danmark). 4 af hinanden uafhængige
historier væves ind i hinanden, så budskabet efter
programmet står helt klart - uden en hævet moralsk
pegefinger. Programmets bevidste brug af billeder - for eksempel
det symbolske galgebillede af stedet, hvor Bruno blev dræbt,
udzoomning af Henriette i kørestol, dropbilledet som markør
etc. - talte også med. Endelig rejser programmet problemstillingen
om tilrettelæggernes moralske ansvar: hvor langt skal man
gå i at udstille ofrenes sorg ?
"Blodbrødre. Historien om Hells Angels i Danmark"
blev valgt af især 2 grunde: (1) Hvordan billeddækker
man en god historie ? Her med utallige rekonstruktionsscener
samt ved at udlevere et HI 8-kamera til rockerne. (2) Den anden
grund til udvælgelsen var, at vi jo har forventninger om,
at dokumentarprogrammer er tæt på den historiske
virkelighed - "sande" - , men det er de altså
ikke nødvendigvis - jvf. programmets klare tendens i retning
af en forherligelse af rockerkriminaliteten (billedvalg, interviews,
speak, underlægningsmusik, manglende dokumentation af rockerkriminaliteten
etc.).
- "Pigerne på Halmtorvet" kunne bruges
til illustration af, hvordan man finder en god historie - subkulturer
er altid godt ! - samt nødvendigheden af omfattende research,
inden man går i gang med optagelserne. Det færdige
program illustrerede også med al ønskelighed det
umulige i blot at være "flue på væggen",
når der er tale om tv-optagelser (jvf. situationen med
Bonnie, der fixer på toilettet). Herved pådrager
tv-journalisten sig så også et moralsk ansvar, når
han/hun påvirker den virkelighed, som ønskes skildret.
Vedkommende bliver så at sige en del af historien.
"Er du mors lille dreng ?" skulle illustrere,
hvad en god historie er, og en god historie er jo en, der har
aktualitet, føles vedkommende af mange mennesker samt
en historie, hvor man får noget nyt at vide - altså:
at en tvangsfjernelse af et barn kan være en rimelig disposition
foretaget af myndighederne. Programmet er også et eksempel
på, at en journalist laver et dokumentarprogram for at
vise, at journalistens synspunkt er det (politisk) korrekte !
Endelig var det jo også et plus, at Lars Høj har
formuleret sig så detaljeret om lige netop det program
og om "reportagebåret dokumentarprogrammer" i
al almindelighed. (www.cfje.dk/cfje/VidBase.nsf/Artikler).
"Forsvundne danskere: Erik-sagen" tjente til
at illustrere den fortælleform, hvor journalisten så
at sige går ind og skaber sit eget dokumentarstof. Her
spiller tilrettelæggerens kreativitet i researchen, heldet
og pengene en stor rolle for det færdige program.
"Rejsen til Berlin. I sandhedens tjeneste"
var valgt, fordi I skulle se noget kedeligt ... - altså
en diskussion om målgruppe. Hensigten var også at
finde ud af, hvorfor det var kedeligt (gamle mænd i et
ungdomsprogram, "forældet" æstetik (fra
før MTV), en uvedkommende historie - og så måske:
stiller (for store) krav til publikum. Dernæst var den
valgt, fordi der jo er tale om den totale sammenblanding af fiktion
og fakta.
Fortælleformer
Vi har i undervisningen arbejdet med 4 forskellige dokumentariske
fortælleformer (stjålet fra den amerikanske medieforsker
Bill Nichols bog "Representing Reality" 1994). De 4
former er: (1) tredjepersonsfremstillingen ("Blodbrødre"),
(2) den observerende fortælleform (Lars Engels- og Lars
Høj-programmer), (3) den interaktive fortælleform
(Mogens Rasmussen-programmer om forsvundne danskere) og (4) den
selvrefleksive form (Nesgaard & Co.-programmer "I sandhedens
tjeneste").
Husk, at en af Nichols pointer er, at de 4 fortælleformer
i sig selv rummer forskellige muligheder og begrænsninger.
Fortælleformerne skifter i takt med modestrømninger
inden for journalistikken og dokumentarfilmkunsten, og hver af
de 4 former rummer i sig en række konventioner om, hvordan
man mest objektivt eller troværdigt fremstiller virkeligheden.
Faktion
Traditionelt taler man om fakta og fiktion. Der er tale om
2 forskellige genrer, som begge kan anvendes, når man vil
fortælle en historie. I det blå hæfte - O.
Østergård, Et hæfte om tv i Danmark især
nyhedsformidling, 1995 - er der på s. 51 et skema, der angiver
forskellene herpå. I vores undervisningsforløb "dansk
nyhedsformidling - journalistik, fortælleformer og faktion"
har vi interesseret os for tv-nyhedsformidling, som har blandet
de to genrer på forskellig måde og i forskelligt omfang.
Denne blandingsgenre har vi kaldt "faktion" (fakta -
fiktion).
Faktion kan siges at være fakta
med fiktionens virkemidler
Hvilke virkemidler anvendes så i fiktionen ?
Generelt kan man sige, at man kan se på:
måden at fortælle historien på (dramaturgien)
måden at lave billeder og lyd på (æstetikken)
(Læs mere herom s. 55ff i det blå hæfte).
Iscenesættelse, rekonstruktion og det moralske ansvar
Når det drejer sig om at få fortalt selve historien,
kan man, fordi man ikke har noget billedmateriale, gøre
to ting: enten iscenesætte eller også rekonstruere.
I bogen "Den bearbejdede virkelighed" taler man om iscenesættelse,
når personer, som i virkeligheden har været involveret
i begivenheden, instrueres til at spille sig selv (præsten
i "Brunos værelse"), og om rekonstruktion, når
skuespillere instrueres til at spille personer i den virkelige
historie (rockerlikvideringerne i "Blodbrødre").
Man kan nemt komme til at bytte om på de to definitioner
!
I dag er ingen tv-seer i tvivl om, at alt, hvad man ser på
en tv-skærm, er bearbejdet. Det gælder helt selvfølgeligt,
når man ser spillefilm, tv-teater og lignende, men også
når man ser skildringer af virkeligheden. Lars Engels 10
dages optagelser i "Reden" er blevet klippet sammen
til 1 times fjernsyn. Skildringen af livet som luder på
Vesterbro i København er set gennem hans øjne. Han
har udvalgt luderne til interviews, klippet dem sammen i en bestemt
rækkefølge (montage kaldes det jo), lagt underlægningsmusik
på, klippet selvstændige billedsekvenser sammen osv.,
men han har naturligvis tilstræbt at give en så objektiv
skildring som muligt af de prostitueredes liv. Det fremgår
også klart af udsendelsen, at kameraets (kameraholdets)
blotte tilstedeværelse har indvirkning på det, der
foregår. Man kan altså ikke være "flue
på væggen", når man arbejder med tv-dokumentar,
men man kan da have intentionen, hvis det i øvrigt er det,
der er meningen med programmet. Lars Høj taler i papirerne
"Nej, du er ikke mors lille dreng !" om, at man kun
kan være "en irriterende bi" (s. 5), men taler
på s. 6 om, at når man filmer meget, kommer der pludselig
øjeblikke, "hvor det der sker, er mere vigtigt end
vores tilstedeværelse".
I mange dokumentarprogrammer ser man også, at tilrettelæggeren
ikke stiller sig tilfreds med iscenesættelser og rekonstruktioner,
men går også ud og skaber "ny virkelighed",
som vi har kaldt det. Her tænkes ikke på, at man interviewer
folk, for det kan man jo godt kalde "ny virkelighed"
.
Når man taler om "ny virkelighed" tænkes
på de situationer, hvor tv-tilrettelæggeren bevidst
forsøger at påvirke den (fortidige) virkelighed,
som han har sat sig for at skildre. F.eks. udleveres i "Blodbrødre"
et HI 8-kamera til H.A.'erne i Århus i et forsøg
på at dokumentere, hvordan politiet overvåger rockermiljøet.
Denne anvendelse af skjult kamera ses også i andre tilsvarende
programmer.
I et meget berømt tv-program , "Den sagtmodige morder",
der handler om ung tyrkisk mands hævnmord på et kvindeligt
familiemedlem, har journalisten, Poul Martinsen, hyret 2 tyrkiske
antropologer, hvis opgave det er at opsøge morderens familie
i Tyrkiet - alt imens kameraet lyser "rødt".
Her skabes altså "ny virkelighed".
Endelig er Mogens Rasmussens programmer om "Forsvundne danskere"
naturligvis eksempler på "ny viden".
Et problem i denne forbindelse er naturligvis det moralske ansvar,
som tilrettelæggeren påtager sig ved denne fremgangsmåde.
Når han gør sig til en del af historien, vælger
han på en måde også side. Han laver så
at sige om på virkeligheden med (uoverskuelige) konsekvenser
for de egentlig implicerede. Hertil kommer så, at denne
vælgen side måske også vanskeliggør hans
mulighed for at give en objektiv skildring af virkeligheden -
i hvert fald principielt. Vi ved naturligvis alle godt, at den
objektive skildring af virkeligheden - altså Sandheden om
virkeligheden - ikke findes, men et dokumentarprogram om "Reden"
er tænkt som værende så tæt på de
prostitueredes virkelighed som muligt.
Dokumentarfilmens grundlægger, den amerikanske filminstruktør
Robert Flaherty (1884-1951) sagde engang: "Det kan være
nødvendigt at lyve. Til tider må man forvrænge
tingene for at fange deres sande ånd".
Tv-tilrettelæggeren vil naturligvis hævde, at han
kommer tættere på "Sandheden" ved at bruge
fiktionens virkemidler og ved at skabe en ny virkelighed, men
han ved også godt, at for eksempel rekonstruktionsscener
- i for eksempel "Blodbrødre" - kan være
med til at sælge programmet til et bredere publikum.
Netop Lars Engels Reden-program er det tætteste, vi har
været på "klassisk dokumentarisme" i vores
opgivelser - altså dokumentarisme fra dokumentarfilmens
anden storhedsperiode i starten af 1960'erne.
Helt i den anden grøft har vi så Poul Nesgård
& Co.s "Rejsen til Berlin". Her er fiktionen for
så vidt dominerende, men egentlig er der tale om en reportagerejse,
hvilket fremgår af de vigtige fakta-indslag, nemlig alle
de mange interviews. Rejsen er jo foretaget "I Sandhedens
tjeneste", hvilket er ment som en dybt ironisk titel. Man
kan vel ikke påstå, at Nesgård & Co. har
stillet sig "I løgnens tjeneste", men hensigten
har været, at diskutere tv-mediets natur - altså dets
evne til at manipulere med tv-seeren og dermed også tv-tilrettelæggerens
mulighed for at præsentere sin sandhed for tvpublikummet.
(Var interviewet med de to unge nazister ægte eller falsk
?)
Når man diskuterer "faktion" i forhold til
et dokumentarprogram/nyhedsprogram har diskussionen intet at gøre
med om den ene type af programmer er mere sande end den anden
- altså om faktionsprogrammer er mere (u)sande end klassiske
dokumentarprogrammer. Det kan man ikke diskutere, men man kan
gøre sig overvejelser over udbredelsen af fiktive virkemidler
i programmet. Husk det nu !
(Et eksempel: fiktive virkemidler i "Rejsen til Berlin"
er bl.a.: skuespil, krydsklipning, klassisk dialogscene, underlægningsmusik
med ledemotiver, symboler, karakteriserende detaljer).
Konkurrencen om seerne
I de seneste 10 års konkurrence om tv-seerne har nyhedsudsendelserne
- alt fra de daglige udsendelser til det mere magasin-prægede
aktualitetsstof - spillet en væsentlig rolle. Hertil kommer
så, at der jo er en tendens til at sætte høje
seertal lig med godt fjernsyn og god journalistik. Og hvordan
kombinerer man så de to ting ? Svaret er ligetil: det gør
man med faktionen ! Faktionens dramatiserede form har lettere
ved at engagere seerne. Den har en fascinerende styrke med store
muligheder for identifikation og indlevelse (tænk f.eks.
på "Brunos værelse").
Både DR og TV 2 og for så vidt også TV 3 er
klar over, at nyhedsudsendelser er godt fjernsyn. DR har haft
(indtil 31.12.97) en speciel afdeling kaldet for "DR Dokumentar",
som laver dokumentarprogrammer af ca. 1 times varighed. Ofte er
programmerne lige så dyre at producere som noget af det
dyreste underholdningsstof. Til gengæld har afdelingens
programmer været med til at sætte dagsordenen for
den offentlige debat i Danmark. En del af programmerne er også
prisbelønnede internationalt. Dokumentargruppens brug af
faktion er nok mere behersket end i TV 2's svar herpå, som
produceres af Nordisk Film Broadcast A/S. Her er en journalist
som Michael Klint ("113 skud") ansat. Han er mester
i at lave anslag til tv-dokumentarprogrammer og betjener sig ofte
af faktionsgenren.
Der er altså tale om et godt tv - oven i købet med
høje seertal (i Danmark). Er alt så ikke bare godt
? Måske, men det problematiske ved genren, som måske
kan siges at være tv-mediets eneste selvstændige,
er, at tv-seeren bliver meget afhængig af tv-journalistens
hæderlighed. Generelt er der vel tale om hæderlige
folk, men i konkurrencen om seerne og kronerne kan man jo ikke
vide sig sikker. Det er nemt at manipulere med billeder og den
historie, de fortæller. Ofte er vi jo sagesløse ofre,
for hvis vi selv har set det i fjernsynet, så passer det
jo - men så er det jo godt, at man har haft film og tv og
ved bedre !
Tilføjelse februar 2002 …
I de sidste par år er der sket i hvert fald to ting inden
for tv-dokumentaren. Mest i øjnefaldende er de såkaldte
"reality shows" jo - Robinson-ekspedition og Baren (TV
3), Big Brother og Temptation Island (TV Danmark) for blot at
nævne nogle af dem. Efterhånden fylder disse programmer
mere i mediebilledet, end de gør på listen over seertallene
- heldigvis, havde jeg nær sagt. Den anden ting er, at faktionsgenren
ikke længere er så anvendt, når der skal fortælles
om virkeligheden. Det er vistnok ikke helt nemt at forklare hvorfor,
men der er i dag langt mellem de (dyre) rekonstruktionsscener
- og måske er det forklaringen: minutprisen for et dokumentarprogram
giver ikke økonomi til den slags længere.
Venlig hilsen,
Ole ø, jeres film- og tv-lærer, vinterferien 2001.
God læselyst !
|
