Anmeldelse af Anne Jerslevs bog "Det er bare film. Unges videofællesskaber og vold på film", Gyldendal 1999, 208 s. kr. 248

Det er bare video, Anne !

Anne Jerslevs nyeste bog "Det er bare film" falder i 3 dele. Første kapitel handler om unges såkaldte videoaftener og bygger på en empirisk undersøgelse blandt unge i 1996-97. Andet kapitel handler om forskellige betydningsstrukturer i iscenesættelsen af forholdet mellem krop og vold i action- og horrorfilm. Det sidste kapitel er dels en diskussion med Ulrich Holst Pedersens bog "Mod barbariet" (1997) dels analyser af voldens iscenesættelse i nyere film (Spielberg, Stone, Tarantino, Scorsese etc.).
Det er naturligvis Jerslevs påstand, at de 3 kapitler hænger sammen, men det egentligt nye i bogen er dens mediesociologiske undersøgelse af fænomenet "videoaften". De to sidste kapitler bringer nok ikke væsentligt nyt - selv om det altid er interessant læsning, når Anne Jerslev analyserer film i kraft af hendes store viden, gode hukommelse og letflydende stylo. For eksempel analysen af åbningsscenen i "Saving Private Ryan": "Disse cinematografiske kropliggørelsesstrategier etablerer et rædslernes rum af en helvedes støj og farven rød, der ikke er til at undslippe" (p. 155). Selvom pc'ens stavekontrol sætter lange røde bølgelinier flere steder, er den da til at forstå - flot !

Videoaftener

Grundlaget for bogens første kapitel, der udgør halvdelen af bogen, er en interviewundersøgelse af 16 unge - 9 piger og 7 drenge i alderen 14-18 år. De er blevet spurgt om deres præferencer med hensyn til genrer og deres konkrete oplevelser i den særlige konstruktion, som Jerslev har valgt at kalde en "videoaften". Hendes metode er den, som Kim Schrøder i artiklen "Den etnografiske bølge og receptionsforskningen" (1993) kalder for den kvalitative mediesociologi - altså udforskning af hverdagslivets mediebrug gennem arrangerede dybdeinterviews, idet Anne Jerslev dog føjer til, at hun betragter sin tilgang mere som humanistisk end samfundsvidenskabelig.
Se, det pirrede jo en gammel samfundsfagslærer, der først i en (forholdsvis) sen alder fik ret til at tjene sit brød ved at undervise i film og tv. Herom om lidt.
Anne Jerslev interviewer altså 16 unge - i bogen kaldet "mine" unge - om deres brug af videoaftener (formål, valg af film, syn på filmene og udbytte heraf). For eksempel siger Jens (16 år): "Hvis man ikke lige skal noget andet, det er ligesom man finder ud af, at nu kunne jeg egentlig godt tænke mig, at vi lige satte os ned og slappede af en weekend, så finder man sammen nogle stykker, så sætter man sig ned" (p. 49-50). Her til siger Jerslev så: "På en og samme gang kan de (videoaftenerne OØ) fortolkes som genuine udvidelser af hverdagslivet og en kreativt iscenesat konsumtion af populærkulturelt og mere eller mindre trivielt gods fra den nærliggende videobutik. Samtidig fordobler de hverdagslivet, idet de overtager en af familiens mest almindelige former for socialt fællesskab - at være forsamlet omkring tv" (p. 50).
Her ser man tydeligt den kvalitative mediesociologi på godt og ondt. Måske har Jens her sporet forskeren ind på noget, som andre undersøgelsesmetoder ikke ville have afsløret, men er der så dækning for Anne Jerslevs fortolkning af Jens' udsagn, og hvis der ikke er, kan hun så have ret alligevel ?

Spørgeskemaundersøgelse

I bogen skriver Anne Jerslev om formålet med en videoaften: "Man er ikke sammen for at se film, men man ser film for at være sammen, for at snakke sammen, for at grine sammen, for at gyse sammen, for at være en del af et fælles følelsesmæssigt rum" (p. 43). Og i bogens konklusion om videoaftener skriver hun: "Det, der havde betydning i disse videoaftener, var, hvilken effekt filmene havde, og hvordan de var lavet. Hvad filmfortællingerne drejede sig om, deres tema og behandlingen af dette, havde mindre eller ingen betydning" (p. 93).
Da jeg læste disse to udsagn, havde jeg på fornemmelsen, at de i for høj grad underprioriterede filmenes historier og budskaber. Jeg kunne jo ikke vide det, for jeg havde aldrig læst om fænomenet før - og naturligvis aldrig deltaget i en videoaften, hvad Anne Jerslev forståeligt nok heller ikke har.
Jeg foranstaltede derfor en lille spørgeskemaundersøgelse blandt de nye filmelever på skolen her efter sommerferien (52 i alt) og brugte en 1. HF-klasse (28 i alt) som kontrolgruppe. (I parentes bemærket var det i øvrigt en udmærket ide til en første snak med filmeleverne om filmfaget - de udfyldte skemaet, lavede formodninger om svarene og vi diskuterede disse, da jeg afleverede de sammentalte skemaer igen).
75 % af filmeleverne erklærede sig kun "delvis enig" i Jerslevs påstand om formålet med videoaftenerne, og mht. det der havde betydning, erklærede 85 % sig "delvis uenig" eller "helt uenig" i Jerslevs påstand. Kontrolgruppen svarede stort set det samme.
Betyder det nu, at Anne Jerslevs påstande er (helt) forkerte. Sådan set ikke - "mine" filmelever og samfundsfagselevers udsagn er jo ikke mere gyldige - selv om jeg har spurgt 5 gange så mange, for de er jo heller ikke repræsentative.
I bogen gør Anne Jerslev som sagt op med Ulrich Horst Petersens bog, der kritiserer vold på film. "Polemisk sagt kunne jeg forledes til at fremføre den påstand, at mange af dem, der diskuterer vold på film, ikke har set særlig mange film med mange voldssekvenser …." (p. 123). Skulle jeg være lige så polemisk, vil jeg sige, at selv om man erkender, at den kvalitative mediesociolog har sine begrænsninger, så skal man passe på ikke at fremsætte generelle påstande om unges videoaftener på baggrund af interviews med 16 unge (fra storbyen København ?). I hvert fald skal vi som læsere og filmlærere være opmærksomme herpå, når vi læser og diskuterer den velskrevne og faktisk underholdende bog.

Efterskrift

Her er et par andre resultater af min spørgeskemaundersøgelse:

· 41 % af filmeleverne afholdt videoaften mindst 1-2 gange pr. måned (!)
· 66 % holdt videoaften med kammerater af begge køn - 33 % kun med kammerater af eget køn
· valget af repertoire hænger sammen med hvem man ser film sammen med
· flg. 6 film var blevet set af så mange filmelever ved en videoaften:
· Pulp Fiction 11 - Trainspotting 14 - Scream (nr. 1) 16 - Kærlighed ved første hik 19 - I Kina spiser de hunde 17 - Sidste time 20

Kan man på baggrund af ovenstående filmsening konkludere, at "ved videoaftener er mainstreamfilm populærest og gys allerpopulæreste, fordi de fleste ser film sammen med kammerater af andet køn, og der er gyserfilm en slags kompromisfilm (mellem drengenes action og pigernes romantik)" ?

Internethenvisninger

Hvis du har interesse i at se hele spørgeskemaet så findes det her …:
http://www.aabgym.dk/fagene/FILM/videoaften.html
Hvis du har interesse i at føle Anne Jerslevs forskning så se her …:
http://www.hum.au.dk/nordisk/realisme/docs/projekter/anne_jerslev.html

Ole Østergård