Når æslerne flyver …

Anmeldelse af Kirsten Jacobsen, Dagbog fra Dogville, Gyldendal 2003, 573 sider, kr. 298

Kendere af Serie A vil vide, at Verona arbejderforstaden Chievo helt naturstridigt nu har spillet 2 sæsoner i den fornemste italienske (fodbold)række. De lokale rivaler fra Hellas Verona har i samme tidsrum fristet en kummerlig tilværelse i næstbedste række. Det Verona-mandskab, som Preben Elkjær i sin tid gjorde til italiensk mester - for øvrigt i den sæson, hvor han scorede uden støvle mod Juventus. Det Chievo-hold, som kun ville komme til at spille i Serie A, når æsler kan flyve ifølge præsidenten fra Hellas Verona.
Det er også naturstridigt at samle nogle verdenskendte filmskuespillere på lejrskole med tilhørende køkken (fisk og köttbullar) 2 måneder i den mørkeste vinter og så indspille en film - langt fra Hollywood, men i hjertet af Trollywood.
Det er måske knap så naturstridigt at skrive en bog herom, og hen ved 600 sider kan synes overvældende, men det er næsten ikke kedeligt. Kirsten Jacobsen har i hvert fald gjort det. Efter at have portrætteret Ålen Hamselv fik hun lov til at være flue på væggen og følge de 31 optagedage i januar-februar 2002.

Og hvad har hun så set og hørt om … ?

Skuespillerne
En superprofessionel Nicole Kidman, der har en ufattelig evne til at være "professionel" og spille scenerne igennem på mange forskellige måder. Instruktøren kan blot sige til og ikke tage hensyn til det dårlige knæ fra Moulin Rouge-optagelserne. En meget usikker - grænsende til fejlcastet - Paul Bettany, som ikke bryder sig om at improvisere og ikke kan yde Nic modspil. En livlig Ben Gazzara og en sprudlende James Caan i rollen som gangstere. En Udo Kier og Jean-Marc Barr i små roller, men når den gamle ven kalder, så kommer man gerne. Og Stellan Skarsgaard - instruktørens pædagogiske talerør ("Det Lars gør …") - der befinder sig som en fisk i vandet. Og så naturligvis Humphrey Bogarts enke, Lauren Bacall, der lugede sit imaginære stikkelsbærbuskbed. Ikke i 31 dage - for somme tider blev det for meget, og så måtte body doublen ind.

Teknikken
I bogens slutinterview beklager Lars von Trier sig over, at kun få personer støttede ham i det store eksperiment. Fru Windeløv svigtede katastrofalt, men Anders Refn (instruktørassistent) og de 3 fra fotoafdelingen bakkede uvurderligt op under de 31 dage, hvor instruktøren selv optog det meste. 2.-fotografen, Anthony Dod Mantle, lavede for pæne billeder og var derfor henvist til kranoptagelserne. I øvrigt var det helt store problem lyden - ikke mindst de mikrofoner med tilhørende microporte, der skulle anbringes i skuespillernes hår. Fru Bacall nægtede. Fru Kidman havde microporten på låret.

Organisationen
Lejrskoleblæksprutten er Vibeke Windeløv, der må sørge for 1000 praktiske ting herunder forsøge at fremskaffe fru Bacall's bortkomne Louis Vuitton-make up-kuffert, gøre sig pædagogiske overvejelser om indkvarteringen og sørge for flybilletter ud af reservatet, når stjernerne havde fået lejrkuller - eller vundet en Golden Globe.

Lars von Trier
Og hvad så med Lillemanden ? Man kan kun imponeres, og det gør alle. Hvad han præsterer på de 31 optagedage er verdensklasse. Ingen andre end den verdensberømte og anerkendte danske instruktør ville kunne have gjort det. Styr på et ikke alt for mundret engelsk manuskript, instruktion af frustrerede skuespillere, som intet forstår af det hele, overspiller konstant og i øvrigt aldrig ved om de er på, et 17 kilo tungt kamera på kroppen i timer, fornemmelse for spillet og tilhørende tekniske problemer og … - klart, at der er brug for lidt valium og masturbation ind i mellem ! 2 timer efter, at der er sagt "WRAP" for sidste gang, er han på vej hjem til Bente og børnene. Det værste han nogen sinde har været ude for.

Og hvad kan man ikke læse … ?

Bogen handler om de 31 dage set og hørt af Kirsten Jacobsen. Hun fortæller om stort og småt - store og små. Men, der er intet om før og efter. Og der er for eksempel intet om Kidman's syn på Bettany - for det har fluen ikke hørt og jo heller ikke kunnet spørge om. På omslaget af bogen står der " … den sande historie om … Dogville". Måske - men ikke hele sandheden. Det er slet ikke uinteressant, hvad der er kommet på tryk. Men, hvad skete der i for eksempel den berømte, røde skriftestol, der, som en anden Kajplads 114-videoinstallation, var stillet op uden for studiet ? Det må vi vente på til Sami Saif får lavet sin Bag Kameraet-film om Dogville. Ægte Zentropask. Drypvis PR. Og hvad Lars og Kid snakkede om på den berømte skovtur, ja, det får vi heller ikke at vide.

Chievo går nu sin 3. Serie A-sæson i møde, formodentlig kan vi andre imødese endnu 2 dogvillesk film fra Trier. Det forekommer naturstridigt, men på fodboldklubben Chievos stamværtshus på torvet i Chievo har indehaveren Tommaso hængt et flyvende æsel med vinger op i restaurantens loft - kan æsler så flyve ?

Bogen er velegnet til filmlærer(sommer)ferielæsning.

Skrevet på en bar i Chievo 9. juli 2003.
Ole Østergaard.