Vi har i vores undervisningsforløb beskæftiget os med hovedsageligt to ting, nemlig en tv-journalists måde at arbejde på og faktionsgenren. I det følgende vil jeg prøve at sammenfatte, hvad meningen var ...

Journalistik

De 5 tv-programmer blev udvalgt ud fra forskellige kriterier.

"Brunos værelse" var især valgt for dens måde at fortælle en historie på (om spritkørsel i Danmark). 4 af hinanden uafhængige historier væves ind i hinanden, så budskabet efter programmet står helt klart - uden en hævet moralsk pegefinger. Programmets bevidste brug af billeder - for eksempel det symbolske galgebillede af stedet, hvor Bruno blev dræbt, udzooming af Henriette i kørestol, dropbilledet som markør etc. - talte også med. Endelig rejser programmet problemstillingen om tilrettelæggernes moralske ansvar: hvor langt skal man gå i at udstille ofrenes sorg ?

 

"Blodbrødre. Historien om Hells Angels i Danmark" blev valgt af især 2 grunde: (1) Hvordan billeddækker man en en god historie ? Her med utallige rekonstruktionsscener samt ved at udlevere et HI 8-kamera til rockerne. (2) Den anden grund til udvælgelsen var, at vi jo har forventninger om, at dokumentarprogrammer er tæt på den historiske virkelighed - "sande" - , men det er de altså ikke nødvendigvis - jvf. programmets klare tendens i retning af en forherligelse af rockerkriminaliteten

(billedvalg, interviews, speak, underlægningsmusik etc.).

 

"Pigerne på Halmtorvet" kunne bruges til illustration af, hvordan man finder en god historie - subkulturer er altid godt ! - samt nødvendigheden af omfattende research, inden man går i gang med optagelserne. Det færdige program illustrerede også med al ønskelighed det umulige i blot at være "flue på væggen", når der er tale om tv-optagelser (jvf. situationen med Bonnie, der fixer på toilettet).

Herved pådrager tv-journalisten sig så også et moralsk ansvar, når han/hun påvirker den virkelighed, som ønskes skildret. Vedkommende bliver så at sige en del af historien.

 

"113 skud" skulle illustrere, hvad en god historie er, og en god historie er jo en, der har aktualitet, føles både vedkommende og er kendt af mange mennesker samt en historie, hvor "magten" har forsøgt at skjule noget. Det er også en historie, hvor to parter er i konflikt med hinanden ... - og hvordan undgår man så som journalist at tage stilling, hvis det altså er det, man ønsker, og det er det jo som regel i dokumentarprogrammer.

 

"Rejsen til Berlin. I sandhedens tjeneste" var valgt, fordi I skulle se noget kedeligt ... - altså en diskussion om målgruppe. Dernæst var den valgt, fordi der jo er tale om den totale sammenblanding af fiktion og fakta. Altså: hvad er faktion ?

---

 

Faktion

Traditionelt taler man om fakta og fiktion. Der er tale om 2 forskellige genrer, som begge kan anvendes, når man vil fortælle en historie. I det blå hæfte er der på s. 51 et skema, der angiver forskellene herpå. I vores undervisningsforløb "dansk nyhedsformidling - journalistik og faktion" har vi interesseret os for tv-nyhedsformidling, som har blandet de to genrer på forskellig måde og i forskelligt omfang. Denne blandingsgenre har vi kaldt "faktion"(fakta-fiktion).

Hvilke virkemidler anvendes så i fiktionen ?

Generelt kan man sige, at man kan se på:

måden at fortælle historien på (dramaturgien)
måden at lave billeder og lyd på (æstetikken)
(Læs mere herom s. 55ff i det blå hæfte).

Når det drejer sig om at få fortalt selve historien, kan man, fordi man ikke har noget billedmateriale, gøre to ting: enten iscenesætte eller også rekonstruere. I bogen "Den bearbejdede virkelighed" taler man om iscenesættelse, når personer, som i virkeligheden har været involveret i begivenheden, instrueres til at spille sig selv (præsten i "Brunos værelse"), og om rekonstruktion, når skuespillere instrueres til at spille personer i den virkelige historie (rockerlikvideringerne i "Blodbrødre"). Man kan nemt komme til at bytte om på de to definitioner !

I dag er ingen tv-seer i tvivl om, at alt, hvad man ser på en tv-skærm, er bearbejdet. Det gælder helt selvfølgeligt, når man ser spillefilm, tv-teater o.lign., men også når man ser skildringer af virkeligheden. Lars Engels 10 dages optagelser i "Reden" er blevet klippet sammen til 1 times fjernsyn. Skildringen af livet som luder på Vesterbro i København er set gennem hans øjne. Han har udvalgt luderne til interviews, klippet dem sammen i en bestemt rækkefølge (montage kaldes det jo), lagt underlægningsmusik på, klippet selvstændige billedsekvenser sammen o.s.v., men han har naturligvis tilstræbt at give en så objektiv skildring som muligt af de prostitueredes liv. Det fremgår også klart af udsendelsen, at kameraets (kameraholdets) blotte tilstedeværelse har indvirkning på det, der foregår. Man kan altså ikke være "flue på væggen", når man arbejder med tv, men man kan da have intentionen, hvis det i øvrigt er det, der er meningen med programmet.

I mange dokumentarprogrammer ser man også, at tilrettelæggeren ikke stiller sig tilfreds med iscenesættelser og rekonstruktioner, men går også ud og skaber "ny virkelighed", som vi har kaldt det. Her tænkes ikke på, at man interviewer folk, for det kan man jo godt kalde "ny virkelighed". I programmet "113 skud" anvendes kun arkivmateriale (optaget af TV 2 og andre) og så interviews med implicerede og øjenvidner til begivenhederne på Nørrebro i sin tid. Alligevel formår tv-tilrettelæggeren at lave noget nyt/en nyhed i form af sin analyse og fremstilling af begivenhederne. Når man taler om "ny virkelighed" tænkes på de situationer, hvor tv-tilrettelæggeren bevidst forsøger at påvirke den (fortidige) virkelighed, som han har sat sig for at skildre. F.eks. udleveres i "Blodbrødre" et HI 8-kamera til H.A.'erne i Århus i et forsøg på at dokumentere, hvordan politiet overvåger rockermiljøet. Denne anvendelse af skjult kamera ses også i andre tilsvarende programmer. I et meget berømt tv-program , "Den sagtmodige morder", der handler om ung tyrkisk mands hævnmord på et kvindeligt familiemedlem, har journalisten, Poul Martinsen, hyret 2 tyrkiske antropologer, hvis opgave det er at opsøge morderens familie i Tyrkiet - alt imens kameraet lyser "rødt". Her skabes altså "ny virkelighed". Et problem i denne forbindelse er naturligvis det moralske ansvar, som tilrettelæggeren påtager sig ved denne fremgangsmåde. Når han gør sig til en del af historien, vælger han på en måde også side. Han laver så at sige om på virkeligheden med (uoverskuelige) konsekvenser for de egentlig implicerede. Hertil kommer så, at denne vælgen side måske også vanskeliggør hans mulighed for at give en objektiv skildring af virkeligheden - i hvert fald principielt. Vi ved naturligvis alle godt, at den objektive skildring af virkeligheden - altså Sandheden om virkeligheden - ikke findes, men et dokumentarprogram om "Reden" skal da være så tæt på dennes virkelighed som muligt. Tv-tilrrettelæggeren vil naturligvis hævde, at han kommer tættere på "Sandheden" ved at bruge fiktionens virkemidler og ved at skabe en ny virkelighed.

Netop Lars Engels Reden-program er det tætteste, vi har været på "klassisk dokumentarisme" i vores opgivelser. Helt i den anden grøft har vi så Poul Nesgård & Co.s "Rejsen til Berlin". Her er fiktionen for så vidt dominerende, men egentlig er der tale om en reportagerejse, hvilket fremgår af de vigtige fakta-indslag, nemlig alle de mange interviews. Rejsen er jo foretaget "I Sandhedens tjeneste", hvilket er ment som en dybt ironisk titel. Man kan vel ikke påstå, at Nesgård & Co. har stillet sig "I løgnens tjeneste", men hensigten har været, at diskutere tv-mediets natur - altså dets evne til at manipulere med tv-seeren og dermed også tv-tilrettelæggerens mulighed for at præsentere sin sandhed for tv-publikummet. (Var interviewet med de to unge nazister ægte eller falsk ?)

Når man diskuterer "faktion" i forhold til et dokumentarprogram/nyhedsprogram har diskussionen intet at gøre med om den ene type af programmer er mere sande end den anden - altså om faktionsprogrammer er mere (u)sande end klassiske dokumentarprogrammer. Det kan man ikke diskutere, men man kan gøre sig overvejelser over udbredelsen af fiktive virkemidler i programmet. Husk det nu !

(Et eksempel: fiktivie virkemidler i "Rejsen til Berlin" er bl.a.: skuespil, krydsklipning, klassisk dialogscene, underlægningsmusik med ledemotiver, symboler, karakteriserende detaljer).

I de seneste 10 års konkurrence om tv-seerne har nyhedsudsendelserne - alt fra de daglige udsendelser til det mere magasin-prægede aktualitetsstof - spillet en væsentlig rolle. Hertil kommer så, at der jo er en tendens til at sætte høje seertal lig med godt fjernsyn og god journalistik. Og hvordan kombinerer man så de to ting ? Svaret er ligetil: det gør man med faktionen ! Faktionens dramatiserede form har lettere ved at engagere seerne. Den har en fascinerende styrke med store muligheder for identifikation og indlevelse (tænk f.eks. på "Brunos værelse").

Både DR og TV 2 og for så vidt også TV 3 er klar over, at nyhedsudsendelser er godt fjernsyn. DR har haft (indtil 31.12.97) en speciel afdeling kaldet for "DR Dokumentar", som laver dokumentarprogrammer af ca. 1 times varighed. Ofte er programmerne lige så dyre at producere som noget af det dyreste underholdningsstof. Til gengæld har afdelingens programmer været med til at sætte dagsordenen for den offentlige debat i Danmark. En del af programmerne er også prisbelønnede internationalt. Dokumentargruppens brug af faktion er nok mere behersket end i TV 2's svar herpå, som produceres af Nordisk Film Broadcast A/S. Her er en journalist som Michael Klint ("113 skud") ansat. Han er mester i at lave anslag til tv-dokumentarprogrammer og betjener sig ofte af faktionsgenren.

Der er altså tale om et godt tv - oven i købet med høje seertal (i Danmark). Er alt så ikke bare godt ? Måske, men det problematiske ved genren, som måske kan siges at være tv-mediets eneste selvstændige, er, at tv-seeren bliver meget afhængig af tv-journalistens hæderlighed. Generelt er der vel tale om hæderlige folk, men i konkurrencen om seerne og kronerne kan man jo ikke vide sig sikker. Det er nemt at manipulere med billeder og den historie, de fortæller. Ofte er vi jo sagesløse ofre, for hvis vi selv har set det i fjernsynet, så passer det jo - men så er det jo godt, at man har haft film og tv og ved bedre !

Venlig hilsen,

Ole ø, jeres film- og tv-lærer, vinterferien 1999. God læselyst !

TV-programmer i undervisningen 98-99:

titel	producent	tilrettelæggelse	årstal
Brunos værelse	TV2/Nordisk	O`Stritt og Hansen	1990
Historien om H.A. i DK	TV2/Nordisk	Karsten Kjær	1992
Pigerne på Halmrovet	DR	Lars Engels	1992
113 skud	TV2/Nordisk	Michael Klint	1994
Rejsen til Berlin	DR	Nesgaard og Co.	1991

I burde have læst:

1. O. Østergård, Et hæfte om tv i Danmark især nyhedsformidling, 1995, det blå hæfte,
s. 82-83 (skema til analyse af et tv-nyhedsprogram)
2. L. Borker og P.E. Brøndgaard, Den bearbejdede virkelighed, 1990
s. 12-26 (s. 50-56 i det blå hæfte), s. 47-49 (s. 65-66 i det blå hæfte)
3. H. Nissen Kruuse, Etik i journalistik, 1991
s. 134-145 (s. 71-76 i det blå hæfte)
4. P. Wilhjelm, TV-programmer med effekt
i Samvirke sept. 92, s. 72-73 (s. 77-78 i det blå hæfte)
5. J. Stigel, Følelser som fakta - eller hvad har Dallas med Fak2'ren at gøre ?
i "Analyser af tv og tv-kultur", 1991, s. 85-88, 1 s. om "Brunos værelse" i skitseform
(s. 84-87 i det blå hæfte)
6. S. Carlsen, Splittet mellem fiktion og virkelighed
i Det fri Aktuelt 23.2.1991 (s. 89-90 i det blå hæfte)

Gruppearbejde om faktion:

Arbejdsseddel til gruppearbejde om:
5 tv-programmer om dansk nyhedsformidling mellem fakta og fiktion

Spørgsmål:

1. Gruppen bliver enig om, hvad det er for nogle programmer, som filmlæreren mon kan tænke på ?
Hvis det var muligt, kunne det jo også være rart at vide, hvilken tv-station, der havde sendt de enkelte programmer ?
og ikke uvæsentligt er det jo, hvem der har tilrettelagt dem ?

navn tv-station tilrettelæggelse andet

2. Gruppen prøver kort at beskrive - gerne i stikordsform - hvordan de 5 programmer var fortalte ?

3. Gruppen prøver herefter at erindre sig - mindst 3 - sekvenser fra de 5 programmer. (De 3 sekvenser skal være fra 3 forskellige programmer). Overvej dernæst hvorfor I lige kan komme i tanke om disse 3 ?

4. Placer de 5 tv-programmer på en skala, hvor I længst ud til venstre og højre har henholdsvis

5. Hver enkelt gruppemedlem beslutter til sidst hvilket program, der skal have tv-froden.

God fornøjelse, jeres filmlærer, oø

tilbage til filmsiden