De filmiske fagudtryk/filmiske virkemidler
Af Ole Østergaard version 1.0 terminsprøveugen marts 2000

Denne lille oversigt rummer en del af de filmiske fagudtryk - nogle bruger udtrykket de filmiske virkemidler - som man kan betjene sig af, når man skal lave film eller analysere dem. Den er da god at kunne til eksamen. Der findes naturligvis andre filmiske fagudtryk, men listen her rummer de fleste af de udtryk, vi har brugt i vores undervisning.
En del af materialet er tyvstjålet fra filmgrundbogen "Fokus" - andet fra et undervisningsmateriale kaldet "Den dramaturgiske værktøjskasse" . Jeg henviser også til det røde/gule/grønne etc. hæfte, "Et lille hæfte med materialer til brug for undervisningen i faget film- og tv-kundskab" af OØ.

dramaturgien

typer af historier:

myten:
en myte er en fantastisk beretning, et eventyr, som i kraft af sin universelle karakter kan gentages til alle tider og på alle steder. Dens ide, indhold og form er altid den samme, hvorimod dens udtryk skifter med mytens tid og sted. Myten er det klassiske sammenstød mellem det gode og det onde, men myten får i modsætning til fablen en religiøs betydning

fabel:
en fabel er en moraliserende, en belærende fortælling. Som myten er det beretninger, der er almenmenneskelige, universelle, og som kan gentages til alle tider og steder. Ligeledes er ide, indhold og form det samme - kun udtrykket skifter med tid og sted. Til gengæld har fablen ikke den religiøse betydning. Fablen omhandler vores liv her og nu, om hvorvidt bestemte levemåder, politiske systemer etc. er "rigtige" eller "forkerte". Fablen dækker vores liv her og nu og rækker ikke ind i det hinsides.

dagliglivshistorien:
dagliglivshistorien omhandler som navnet antyder dagliglivet og kan underinddeles i tre. Det traditionelle faktaprogram, dokudramaet (dokumentation/fakta fortalt i dramatisk form) eller dramadokumentaren (drama/fiktion fortalt i dokumentarisk form).

fortællemodeller:

berettermodellen: anslag - præsentation - uddybning - point of no return - konflikoptrapning -
klimaks - udtoning (jf. udleveret materiale herom)
tre-akter-modellen/Syd Field (jf. udleveret materiale herom)
andre modeller: plot-point-modellen, bølgemodellen, den cirkulære dramaturgi (Fokus p. 39ff)

Eksempler på ovennævnte:

hele historien:
Neil Jordan, The Crying Game (fabel)
S. Spielberg, Indiana Jones I (Raiders of the Lost Ark) (myte)
Lars Engels, Pigerne på Halmtorvet (dagliglivshistorie)
Jannik Hastrup, Hvordan det videre gik Den grimme Ælling (berettermodel/tre-akter-model)

anslag:
Nicolas Roeg, Don't look now/Rødt chok (dramatisk anslag)
Alan J. Pakula, The Devil´s Own/En fjende blandt os (spændingsanslag)
DR Dokumentar "Eliten" (tv-anslag)

klimaks:
Niel Jordan, The Crying Game (likvideringen af dommeren og Dills nedskydning af IRA-kvinden)

udtoning:
slutscenen i Thelma and Louise og Butch Cassidy and the Sundance Kid, hvor billederne af parrene fryses

Om en films præmis, konflikt og fremdrift og set up og pay off:

Filmens præmis er filmens budskab udtrykt på en kortfattet måde. Præmissen i The Crying Game kunne være, at folks opfattelse af egen og andres seksualitet ikke er noget naturgivent, men afhængig af omstændighederne. Enhver god historie rummer en konflikt - man kan også sige er et drama. Konflikterne i et drama skal engagere publikum. At etablere klare konflikter er et middel til at holde publikums interesse fanget. Konflikt skaber fremdrift. Konflikten er en overordnet fremdriftskomponent. Andre fremdriftskomponenter kan være: forhindringer, der skal ryddes af vejen, tidsfrister der skal overholdes, forventninger eventuelt i form af varsler om at nogle skal gøre noget eller at noget vil ske. En filminstruktør vil ofte forsøge at få publikum til at digte med på historien. En måde at gøre dette på kan være at "plante" informationer - lave et set up -, som siden bruges i historien på en forventelig eller ikke forventelig måde - et pay off. Roberto Benignis film "La Vita e Bella" ("Livet er skønt") er fyldt med den slags (for eksempel kan den lille dreng ikke li at bade (set up), hvilket senere redder ham fra gaskammeret (pay off) …).

klip mellem forskellige scener

I filmlitteraturen bruges begrebet "montage" på forskellige måde. Overordnet taler man om to forskellige montageteorier. Den ene kaldet "montage" - den anden "mise en scene". Man taler også om montagen=klipningen, når man analyserer, hvordan en scene bestående af nogle indstillinger er klippet sammen. Udtrykkene kontinuitetsklipning (usynlig klipning) og montageklipning (synlig klipning) bruges også.
Især russiske filminstruktører har i 1920'erne studeret begrebet "montage" i teori og praksis (navne som Eisenstein, Pudovkin og Kuleshov).

Kuleshov-eksperimentet: skuespilleren Moszhukins "trætte" ansigt og: 1. suppetallerken, 2. død mand, 3. sovende kvinde. Kuleshov fandt ud, at det samme trætte ansigt kunne tolkes forskelligt, alt afhængigt af hvilket billede man klippede ind efter ansigtet (suppetallerken=sult, død mand=sorg, 3. sovende kvinde=kone). Der opstår kort sagt en tredje betydning af de to billeder.

I modsætning til montagen tales om "mise en scene" (dårlig oversættelse fra det franske: "blande en scene"). Der sker flere ting i den samme scene i forskellige planer (forgrund - midt - baggrund). Man bruger vistnok også udtrykket minimalklipning eller dybdefokus om det samme.

tid:
filmisk tid lig med faktisk tid
filmisk tid kortere end faktisk tid = tidsforkortelse
filmisk tid længere end faktisk tid = tidsforlængelse

klipning:
krydsklip for at skabe action:
Jurassic Parc (scenen med det elektriske hegn og scenen i maskinrummet, hvor der arbejdes på at få sluttet strømmen til …) - The Crying Game (likvideringen af dommeren og scenen hos Dill med Fergus)
krydsklip for at perspektivere:
Schindlers liste (scenen med Goeth og tjenestepigen, scenen med Schindlers fødselsdag og scenen med brylluppet i lejren)
parallelklip:
forskellige handlingstråde, som sker samtidig, men ikke nødvendigvis mødes

klipperytme:
tempoet i klipningen af en scene kan varieres i det uendelige (langsomt - hurtigt etc.). Man taler ofte om overensstemmelse mellem form og indhold. En action scene klippes hurtigt - en dialog (om livets mening) langsomt.

fortælletempo:
fortælletempo angiver noget om det tempo, som hele filmen er fortalt i - også her vil der (normalt) være overensstemmelse mellem form og indhold

flashback og flashforward:
et tilbagespring i tid fra filmens nutidsplan kaldes et flashback og et spring ind i fremtiden fra filmens nutidsplan kaldes et flashforward.
eksempel:
Steven Spielberg, Schindlers liste (1. henrettelse af sneskovlende jøde og Schindlers klage herover - 2. Schindler bestiller varer på det sorte marked og levering heraf til værnemagten) (i begge scener blandes flashback og flashforward)

andre udtryk:
"match cut":
tilpasning af et element i en indstilling med et element i den næste indstilling
eksempel:
Stanley Kubrick Rumrejsen 2001: "prehistoric bone" til "space aircraft" (aben kaster en knogle op i luften og der klippes til et rumskib i universet)

"cut away from death"/"klip-væk-fra-døden" :
eksempel: Nicolas Roeg Rødt chock (fra drukne-scenen til boremaskinen i Venezia)

"catch eye-punktet":
det punkt i indstillingens slutning, hvor øjet hviler/fanges - det punkt i den næste indstilling, hvor øjet fanges/starter. Catch eye-punkterne i to klip kan enten bevidst lægges oven i hinanden eller væk fra hinanden.

"flotte" billeder (elever siger altid til eksamen, at fotografens billeder er "flotte" …)

kameraet:
farve (sort/hvid eller farver (filtre)) - lyssætning (lys og skygge) komposition/framing/billedbeskæring: stor total - total -halvtotal - halvnær - nær - ultranær
kameraposition/synsvinkel: frø - normal - fugle

kameraet og en mulig bevægelse:
stationært (stativ el. håndholdt): panorering og tilt og (ind)zoom/udzoom
i bevægelse (stativ/dolly - steadicam/håndholdt - kran)
travelling/tracking (det samme): kørende kamera

objektivt og subjektivt kamera (p.o.v.= point of view)

gå i sort eller i himlen/overblænding mellem to scener/fokusering og defokusering (fra skarpt til uskarpt)/fokusskift i samme indstilling
diverse effekter: slow motion og high speed - superimpose (to billeder oven i hinanden) - fryse et billede - og alt hvad computersoftware kan finde på ….

eksempler på flotte billeder:
Ridley Scott Columbus (da skibene letter anker - ankomsten til Amerika)
Zhang Yimou Shanghai triaden (slutscenen: billederne ses fra barnets point of view/på hovedet)

nogle forskellige formater: tv-format - wide screen - cinemascope
letterbox = bars = sorte bånd foroven og forneden i billedet (cinemascope kræver de bredeste bånd)
Det er chokerende lidt, man ser af en film optaget i cinemascope, som sendes i fjernsynet uden sorte bånd - kun omkring halvdelen af billedet !

Og husk så, at vi ikke ser de "flotte" billeder i fjernsynet - kun hvis filmen sendes med brede bånd (af forskellig bredde). Dette gælder også købevideoen.

musik/lyd

synkron og asynkron lyd: tale, musik og reallyd/effektlyd:
synkron: lyd, som tilskueren kan forbinde med det billedunivers, som filmen etablerer
asynkron: lyd, som kommer fra en lydkilde, der ikke "ses" i billedet (voice over/off-screen lyd)

underlægningsmusik:
filmmusik, der ikke kan høres af filmens personer, men kun af publikum (modsat diegetisk musik)

eksempel:
Stanley Kubrick, Rumrejsen 2001 ("Zarathustra" af Richard Strauss und "An der Schönen Blauen Donau" af Johann Strauss)
Ridley Scott, Columbus (Vangelis-musik: da skibene letter anker)
Steven Spielberg, Schindlers liste og ET (John Williams temaer/ledemotiver (fra Richard Wagners leitmotiv, der bl.a. knytter bestemte temaer til bestemte personer))

musik komponeret til filmen (Jakob Groth Drengene fra Skt. Petri)
musik fra tiden (Trainspotting)
en blanding (The Crying Game)

diegetisk musik:
filmmusik, der i modsætning til underlægningsmusik spilles på filmens handlingsplan (diegesen) og kommer f.eks. fra en radio eller en musiker, så den kan høres af de fiktive personer

eksempel:
melodien "As Time Goes By" fra Curtiz' berømte film Casablanca (musikken anvendes både diegetisk, da cafépianisten Sam spiller den og som underlægningsmusik udsat for fuldt symfoniorkester)
harmonikaspilleren i Mifunes sidste sang er et eksempel på diegetisk musik - faktisk er dogmeregel nr. 2 om lyden et krav om kun at bruge musik diegetisk

kontrapunktisk:
billedmæssige og lydmæssige peger i hver sin retning

eksempel:
Trainspotting: starten: M. Rentor barrikaderer sig for at ta en kold tyrker - balletmusik
A Clockwork Orange: nedsparkningen af spritteren og "Singing in the Rain"

reallyd: lyd optaget on location
100%-lyd: den reallyd, som optages samtidig med billedet, kaldes 100 %-lyd
cleansound: det samme som reallyd optaget on location

intertekstualitet

I undervisningen har vi snakket om intertekstualitet på flg. måde:

til instruktørens egen produktion:
Tarantino i Pulp fiction til Reservoir Dogs/Håndlangerne
til andre instruktørers film:
Ole Bornedal, Charlot og Charlotte henviser til Thelma og Louise, Blue Velvet, Den tredje mand etc.
David Lynch, Vilde hjerter henviser ustandseligt til Victor Flemmings eventyrfilm Troldmanden fra Oz
til massekulturen:
Tarantino, Pulp fiction: scenen på "Jack Rabbit's Slim" (50'er-skuespillere serverer, Travolta danser disco etc.)
-----------------
Den kloge forfatter Umberto Eco, der også skriver om film, bruger begrebet sådan her:

det eksplicitte:
Odessa-trappescenen fra Eisensteins film Panserkrydseren Potemkin genfindes Woody Allen Mig og revolutionen og i Brian de Palmas film De uovervindelige
det arketypiske:
en situation fra to Indiana Jones-film: Indy i kamp med en araber med krumsabel, men da pisken ikke er nok, trækker han pistolen i et'teren - i to'eren er han i kamp med to arabere med hver deres krumsabel, vil trække sin pistol, men opdager - med et indforstået grin - at han ikke har nogen
det ekstratekstuelle:
i Steven Spielbergs ET møder ET på Allehelgensaften forskrækket et barn forklædt som dværg a la dværgen i Imperiet slår igen instrueret af Irvin Kershner, men produceret af George Lucas (dværgen er i øvrigt - som ET - designet af special effect-mesteren Carlo Rimbaldi)

(Umberto Eco: det eksplicitte citat - det arketypiske citat/genrecitatet - det ekstratekstuelle citat i
Anne Jerslev, Kultfilm & filmkultur, 1993, s. 141):
---------------------------------------
I en klog artikel i filmtidsskriftet Kosmorama bruges begrebet sådan her:

H. Hannik Haastrup taler om det eksplicitte citat, det stereotype og "den specifikke intertekstuelle kompetence"/intercinematisk eller intermedial viden

H. Kannik Haastrup, Den intertekstuelle terrorist vender tilbage, Kosmorama 209/efteråret 94 s. 34-39

Om postmoderne film, metafilm og Dogme-film

Postmoderne film:

Man kan tale om postmodernisme inden for film, men også inden for anden kunstnerisk udfoldelse som for eksempel litteratur, malerkunst, arkitektur osv.. Faktisk kan man tale om postmodernismen
som en fælles kulturel tilstand. En af de allerstørste medieguruer, amerikaneren Marshall Macluhan, skrev i 1964 en meget berømt bog, som på dansk hedder "Mennesket og medierne".

Heri beskriver han denne fælles kulturelle tilstand på denne måde:
· ingen faste værdier
· stil- og genreblanding
· stadig forandring
· ingen fælles objektiv eller fælles sandhed
· fragmentering af kulturen: man zapper mellem mange tilbud
· labyrintiske historier
· subjektiver virkemidler (f.eks. massive telebilleder og lydeffekter, afskallede fabrikshaller i røg og damp, blanke højhusfacader og blinkende neonlys i hidsige farver)

En stor dansk filmguru hedder Peter Schepelern. Han har i et nummer af Kosmorama (nr. 189 fra 1989) lavet en gennemgang af postmodernismen - også på film. Han opridser flg. træk ved postmoderne film:
1. fragmentarisk fortælling, der nedbryder den lineære fortælling
2. statisk dramaturgi, der ingen vegne synes at føre hen
3. legende spil af selvreferencer og allusioner til anden kunst
4. sammenblanding af lav- og højkultur
5. ironisk spil med stereotyper
6. labyrintisk komposition
7. overfladeæstetik
(her citeret efter en artikel i det lille filmtidsskrift "Dolly" (nr. 57 årg. 1997)

En anden dansk filmguru er Erik Svendsen. Han sagde en gang på et kursus om postmoderne film, at der var 4 kriterier, der til sammen "konstituerer" den postmoderne film, nemlig:
· stilblanding (bl.a. udtrykt via citater fra andre film og genrer samt metafiktion)
· ikke én central og perspektivisk fortæller, men flere centre
· ikke en lykkelig slutning
· ikke en fundamental skelnen mellem godt og ondt
(citeret mest efter hukommelsen …)

Tarantinos film Pulp fiction er for mig at se den ultimative postmoderne film (se herom på min hjemmeside - www.aabgym.dk/fagene/FILM)

Metafilm:

En metafilm er oprindeligt en film, der handler om at lave en film (for eksempel Francois Truffauts Den amerikanske nat eller Nils Malmros film Århus by Night). Nu bruges udtrykket mere bredt og betegner film, der gør opmærksom på, at de er film (for eksempel mange postmoderne film).

Dogme 95/Kyskhedsløftet/Dogme-film:

De 4 danske dogmebrødre - Trier, Kragh-Jacobsen, Vinterberg og Levring - aflagde i 1995 i 100-året for filmens opfindelse et såkaldt kyskhedsløfte. Det indeholdt nedennævnte 10 regler for optagelse af film. Ideen var: tilbage til historien, skuespillet og de rå billeder. Dogme 95, som løftet også kaldes, har haft en ikke ringe pr-værdi - og har resulteret i gode film.

1. Optagelserne skal foregå på location. Rekvisitter og scenografi må ikke tilføres.
2. Lyden må aldrig produceres adskilt fra billedet eller omvendt.
3. Kameraet skal være båret.
4. Filmen skal være farvefilm. Lyssætninger accepteres ikke.
5. Optisk arbejde, såvel som filtersætning af filmen er forbudt.
6. Filmen må ikke indeholde overfladisk action.
7. Tidsmæssig og geografisk fremmedgørelse er forbudt.
8. Genrefilm accepteres ikke.
9. Filmformatet skal være Academy 35 mm.
10. Instruktøren må ikke krediteres.

genre

Alle film kan siges at være lavet i en bestemt genre. Der kan også være tale om, at en film fortælles ved hjælp af flere forskellige genre. En dogmefilm må altså ikke være fortalt i en bestemt genre, men kan dårligt undgå det ! Kendte genre er: action - comedy - drama - horror - mystery/suspense - science fiction (for nu at bruge nogle engelske kategoriseringer). Når en film fortælles i en bestemt genre, har filmen allerede på forhånd indgået en kontrakt med publikum. Publikum har nogle forventninger til filmens indhold og fortællemåde/æstetik. Film kan dog også være genre-u-tro.