Frode-filmfestival i Aabenraa

Sjov, Show og Slid


Alle filmlærere kender situationen: musik holder deres lovbefalede forårskoncert, billedkunst fylder gange og vægge med de obligatoriske elevproduktioner, men hvad gør det tredje kreative fag film og tv ? Filmeksamensproduktionerne bliver jo færdige så sent, at vi ikke rigtig kan nå at vise dem frem - måske ser en censor dem, men ellers ingen. Og selv filmeleverne har kun set halvfærdige brydstykker af de andres produktioner i redigeringsrummene. Eet svar herpå er en filmfestival.
I år skal vi afholde den 6. Frode-filmfestival. Froden er opkaldt efter bysbarnet Frode Kristoffersen, tidligere DR-korrespondent i Bonn, og uddeles i i alt 7 kategorier.

Hvordan foregår det ?

Kr. Himmelfartsdag mødes årets Frode-jury, som består af ca. 8-10 interesserede, forhenværende filmelever, og ser årets eksamensproduktioner igennem (ca. 12-15). Det tager hele dagen, og de lokkes til fra Århus og København med en god arbejdsfrokost midt på dagen. De nominerer og kårer vinderne i de forskellige kategorier (filmlæreren er uden stemmeret).
I den mellemliggende tid udarbejdes ret flotte diplomer af juryen og en Frode-statuette til "bedste produktion". Så oprinder den store dag, som altid er den første lørdag i juni. Læreren har forinden været ved Kommunen for at låne den røde løber. De fleste er virkelig klædt på til lejligheden (se fotos) og der serveres en velkomstdrink. Så åbnes dørene til den flot pyntede aula, og aftenens konferencier byder velkommen.
Vi ser så 3 produktioner, hvorefter der er en lille pause. Det er meget vigtigt, at produktionerne, som for halvdelens vedkommende normalt er dokumentarprogrammer og for den anden halvdels vedkommende fiktionshistorier, vises i en pædagogisk korrekt rækkefølge. Efter yderligere 3 produktioner er der ta' selv-bord (filmlæreren og filmlærerens datter har købt ind til de ca. 125 deltagere - prisen for at deltage er kr. 30 pr. elev). Når vi har set alle produktioner, stemmer publikum om, hvem der skal have "Publikums pris". Så overrækkes priserne af Juryens formand, og der plejer at være stående ovationer til produktionen, der får Froden. Herefter festes der videre og næste dag ryddes der op.

Er det besværet værd ?

I øjeblikket synes jeg selvfølgelig "ja". Stort set alle filmelever deltager i årets Frode-filmfestival og får herved lejlighed til at se, hvad de andre har lavet. Jeg vil også hævde, at festivalen har været med til at hæve niveauet - ingen vil være til grin for eksempel pga. en teknisk umulig produktion. Nutidens elever elsker jo at klæde sig festligt ud og være til fest, hvor de føler, at nogle har gjort lidt stads ud af dem. I løbet af året kan Frode-uddelingen også bruges pædagogisk, når man for eksempel viser eleverne gamle eksamensproduktioner. Endelig har Frode-filmfestivalen også været medvirkende til at markedsføre faget på skolen (vi har 3 store filmhold).



Men hvad med om 5 år ?

Så er man jo blevet over 50, og gider man så at blive ved ? Selve arrangementet tager jo en hel del tid at få stablet på benene, men det "værste" er måske næsten, at eleverne skruer ambitionsniveauet i vejret, når de laver deres eksamensproduktioner. Det tager jo så endnu mere tid, når der skal laves mange optagelser og bruges megen redigeringstid, og i sig selv er 12-15 grupper jo lige rigeligt til én filmlærer.
Men, indtil videre fortsætter jeg takket været en meget ihærdig jury, en god kollega, som hjælper til med alt det tekniske (opstilling af storskærm, belysning, lyd etc.), gode § 28-timer og nogle taknemmelige elever, som synes, at det var alle tiders måde at slutte filmåret på.

Ole Østergård

PS: vil du vide mere : se min hjemmeside: www.aabgym.dk - klik: skolens lærere/fag - klik:
OØ/film og tv - klik: frodefilmfestival

artiklen har oprindelig stået i fimlærernes blad, Dolly, nr. 61, årgang 1998

tilbage til frodefilmfestival