10 år, 25 filmhold og 101 eksamensproduktioner senere …
Og nu også som højniveaufag ….

Film- og tv-faget er en succes, men har vi sejret ad helvede til ? og er det absolut lykken, hvis faget får status af højniveaufag i gymnasiet, som Formanden og andre ønsker det … ? Ole Østergård, Aabenraa Gymnasium og HF, der har været filmlærer i 10 år, gør status og tanker herom.


En dag i påskeferien …

Onsdag aften i påskeferien ringede en filmelev og bad om assistance. 10 min og 13 sekunder senere nåede jeg som en anden Mr. Wolf frem til skolens redigeringslokaler. I en hjørnesofa sad "5 nøgne kvinder" og casablanca-redigerede deres eventyrblanding med arbejdstitlen "Müesli", gruppen "Raphael" var i tidnød og pc-redigerede med AVID MCX-press på to maskiner og sendte filer til hovedmaskinen via skolens intranet, gruppen "Poleterabend" var i gang med at redigere en filmatisering af en Jan Sonnergaard-novelle på Casablanca tilkoblet de 2 gode gamle s-vhs-maskiner, Rocco-productions brugte et af amtscentralens Casablanca-anlæg, nogle mac-freaks havde på nettet downloaded det avancerede Final Cut Pro-program fra Adobe og var i færd med at lave alskens speciel effects (krævede to store G3-masiner "lånt" i lærernes edb-forberedelse) i en sci-fi-film, og endelig var nogle knægte i gang med optagelserne til deres meta-film, "The fatal Combat", som i øvrigt vandt årets Frode-pris.

Filmfaget i en nøddeskal …

Filmeleverne og filmlæreren på aften- og natarbejde (i påskeferien). Op mod 30 dødengagerede filmelever, der arbejder i døgndrift med at få deres eksamensfilmproduktion gjort færdig. Lokalerne summer af lejrbålsstemning, men lugter mest af popcorn, pizzaer og chips. Lokalerne ligger i et anneks, og eleverne administrerer med stor ansvarlighed de to nøgler og det tilhørende alarmsystem. De hjælper hinanden med tekniske problemer og er kritiske publikummer, når det drejer sig om det indholdsmæssige - i sandhed Ansvar For Egen Læring ! Filmlæreren er til gengæld ikke draget på påskeferie, for når nu filmeleverne vil bruge deres ferie, så er han jo også nødt til at blive hjemme (i de senere år til familiens fortrydelse !). Og andre 30 elever har for længst afleveret deres produktioner - 14 dage før deadline !
10 år tidligere havde 2 små hf-grupper lavet hvert deres dokumentarprogram på et lånt vhs-redigeringsanlæg, som vi havde til rådighed i 5 dage. Nu var 15 produktioner under udarbejdelse ved hjælp af alt muligt forskelligt grej (naturligvis kun digitalt i redigeringsfasen). Dokumentarprogrammerne var der stadig kun to af, fiktionen havde altså helt fået overtaget - på trods af lærerens ihærdige anstrengelser for at undgå dette.

Sejret ad helvede til ?

"Vi har sejret ad helvede til !", sagde LO-bossen i et afskedsinterview i sin tid. Tanken strejfer jo en, når man skal bruge sin ferie på sit arbejde, kæmpe en ensom kamp mod et lærerråd, der ikke kan se nødvendigheden af at købe nyt udstyr kontinuerligt, bakse med en stor arbejdsbyrde i eksamenstiden, hvis Lykkens gudinde følger elevernes inderste ønsker osv.. Filmeleverne er jo imidlertid mere end glade for faget, produktionerne bliver bedre og bedre, gamle filmelever dukker anerkendende op til den årlige filmfestival, der skaffer skolen livsnødvendig positiv omtale i medierne, og flere af filmeleverne har også med tiden fået et udkomme af deres filminteresse.
Skal vi så ikke bare have mere af den slags på højt niveau eventuelt i samarbejde med Zentropa eller andre filmselskaber. Vores formand siger jo, og hvor ofte har man ikke hørt filmeleverne sige, bare vi skulle lave en eksamensproduktion mere, så kan vi undgå alle de fejl, vi har lavet nu.
Men er et højniveaufag i film og tv sagen ?

Argumenter mod film og tv som højniveaufag

Mange vil sikkert sige ja, men jeg vil i hvert fald overveje sagen meget nøje. Alene tanken om arbejdsbyrden i forårssemesteret kan gøre mig rædselsslagen. Det kunne jo nemt på en store skole resultere i både et 2.g- og et 3.g-højniveauhold med 1-2 mellemniveauhold (og måske et hf-hold). Hvem sagde påskeferie ?
Dertil kommer, at der faktisk er noget ganske befriende og uforpligtende over et mellemniveaufag/tilvalgsfag 4 timer om ugen. Et sted, hvor filmeleverne kan komme med deres skøre tanker og uigennemførlige ideer om at lave en "Blade Runner II" på 10-12 min. Lad dem løbe panden imod klaptræet, gå ned med Titanic og alligevel redde sig i land med huen på hovedet, fordi vi som lærer og censor godt kan se, at de er nået temmelig langt.
Endelig synes jeg også, at der er noget uddannelsespolitisk betænkeligt i forslaget. Formanden argumenterer bravt i interviewet i sidste nummer af Gymnasieskolen for vores fags almendannende karakter, men der er vel andre mellemniveaufag, der også bidrager hertil. De skal så også kunne tages på højt niveau. Jeg har ladet mig fortælle, at Undervisningsministeriet ikke var vildt begejstret for Avedøre-ansøgningen, men ikke rigtig kunne sige nej, når nu Ålen stod bag med pressens bevågenhed og de gyldne palmer. Problemet var naturligvis, at ansøgningen kunne skabe præcedens for, at andre mellemniveaufag også ville have højniveaustatus. Er det sådan et gymnasium, vi ønsker os, nu hvor alle de kendte pædagogiske slagord fra 70'erne - fra før Bertel Haarder - er dukket op igen ? Projektarbejde, tværfaglighed, lærerteams og jeg skal komme efter jer.

Mine ønsker

Jeg synes naturligvis, at det bliver interessant at se, hvad Avedøre-Zentropa-forsøget bringer. Jeg misunder ikke de pædagogiske ildsjæle, der har kastet sig ud i forehavendet, men skulle det på sigt resultere i et filmisk højniveaufag, så har vort fag uigenkaldeligt ændret karakter. Mange vil utvivlsomt sige til det bedre. Skal jeg ønske noget for faget efter nu at have praktiseret det i 10 år, skal det være bedre vejr i foråret, flere penge og 2 filmlærere på hver skole … !

Ole Østergård