Om postmoderne film …

I vort undervisningsforløb om de to kære franske filminstruktører, Beineix og Besson, har vi flere gange været inde på, at deres film er "postmoderne". Og hvad vil det så sige ?

Nu kan man jo ikke blot tale om postmodernisme inden for film, men også anden kunstnerisk udfoldelse som for eksempel litteratur, malerkunst, arkitektur o.s.v. Faktisk kan man tale om postmodernismen som en fælles kulturel tilstand. En af de allerstørste medieguruer, amerikaneren Marshall Macluhan, skrev i 1964 en meget berømt bog, som på dansk hedder "Mennesket og medierne". (Det var heri han opfandt begrebet "den globale landsby"). Heri beskriver han denne fælles kulturelle tilstand på denne måde:

· ingen faste værdier
· stil- og genreblanding
· stadig forandring
· ingen fælles objektiv eller fælles sandhed
· fragmentering af kulturen: man zapper mellem mange tilbud
· labyrintiske historier
· subjektiver virkemidler (f.eks. massive telebilleder og lydeffekter, afskallede fabrikshaller i røg og damp, blanke højhusfacader og blinkende neonlys i hidsige farver)

En stor dansk filmguru hedder Peter Schepelern. Han har i et nummer af Kosmorama (nr. 189 fra 1989) lavet en gennemgang af postmodernismen - også på film. Han opridser flg. træk ved postmoderne film:

1. fragmentarisk fortælling, der nedbryder den lineære fortælling
2. statisk dramaturgi, der ingen vegne synes at føre hen
3. legende spil af selvreferencer og allusioner til anden kunst
4. sammenblanding af lav- og højkultur
5. ironisk spil med stereotyper
6. labyrintisk komposition
7. overfladeæstetik

(her citeret efter en artikel i det lille filmtidsskrift "Dolly" (nr. 57 årg. 1997)
En anden dansk filmguru er Erik Svendsen. Han sagde en gang på et kursus om postmoderne film, at der var 4 kriterier, der til sammen "konstituerer" den postmoderne film, nemlig:
· stilblanding (bl.a. udtrykt via citater fra andre film og genrer samt metafiktion)
· ikke én central og perspektivistisk fortæller, men flere centre
· ikke en lykkelig slutning
· ikke en fundamental skelnen mellem godt og ondt
(citeret mest efter hukommelsen …)

Pulp Fiction og det postmoderne ...

Et forsøg på at sammenfatte og eksemplificere disse bud kunne være en kort gennemgang af Quentin Tarantinos film "Pulp fiction", som I formodentlig alle kender, men som vi jo ikke opgiver til eksamen.

1. fragmentarisk fortælling, der nedbryder den lineære fortælling:
Pulp Fiction er fortalt fragmentarisk, hvilket naturligvis tydeligst ses af de små stumfilmagtige skilte, som vises i filmen, og som hver gang introducerer en ny historie (f.eks. den om "The Goldwatch" med bokseren Bruce Willis). Filmens anslag udgøres jo af optakten til røveriforsøget på restauranten, som Jules (Samuel L. Jackson) og Vega (John Travolta) tilfældigvis overværer. Filmen slutter med fortsættelsen af dette røveri og i mellemtiden er Travolta jo blevet skudt på hans andet af i alt 3 toiletbesøg i filmen.

2. statisk dramaturgi, der ingen vegne synes at føre hen:
I renæssancen (15-1600-tallet) blev Aristoteles’, gammel græker fra 300 f.Kr., betragtninger om tragediens dramaturgi ophøjet til doktrinen om "tidens, stedets og handlingens enhed". I den klassiske Hollywoodmodel klippes billederne jo umærkeligt sammen for at skabe den bedste illusion. Handlingen bevæger sig i en stigende spændingskurve, og scenerne kædes sammen i et lineært forløb af årsag og virkning. Konflikt er det dramatiske omdrejningspunkt, og tilskueren fastholdes gennem identifikation med filmens viljestærke personer og spænding om dens slutning (sig navnet: Ola Olsons fortællemodel !).
I Pulp Fiction er tidens enhed (varer filmen kun ét døgn, ikke ?) og stedets enhed (den amerikanske underverden i Los Angeles) måske nok overholdt, men sandelig ikke handlingens. Den består af et utal af historier, vi aldrig får nogen ende på - for eksempel: hvordan går det bokseren Butch Coolidge (Bruce) og hans Fabienne, begynder Jules på et nyt liv som hyrde blandt de fattige og udstødte, var der noget om historien med fodmassagen o.s.v.

3. legende spil af selvreferencer og allusioner (hentydninger) til anden kunst:
En selvreference i Pulp fiction kunne jo være til Tarantinos tidligere film, Reservoir Dogs, hvor blandt andet Harvey Keitel og Tim Roth (den mandlige røver på restauranten) spiller med. Et andet eksempel kunne være scenen på 50’er-restauranten "Jack Rabbit’s Slims", hvor blandt andet Rickey Nelson, Marilyn Monroe (den berømte scene, hvor kjolen blæser op), James Dean, Dean Martin, Jerry Lewis, Buddy Holly og Mamie Van Doren alle serverer - i hvert fald alle nogen, der ligner de kendte amerikanske filmskuespillere fra dengang. I dansescenen på samme restaurant, hvor Travolta opfandt v-tegnet hen over panden, alluderes der naturligvis til en eller to andre berømte dansefilm, hvor samme Travolta optrådte (gæt selv hvilke !).

4. sammenblanding af lav- og højkultur:
Ved højkultur forstås finkultur for eliten med et et intellektuelt budskab og ved lavkultur forstås massekultur for pøbelen uden budskab, men med god underholdningsværdi. Denne skelnen mellem høj- og lavkultur har faktisk aldrig været særlig relevant for amerikansk kultur, men så sandelig nok for europæisk (tænk på intellektuelle franske film under "nybølgen" fra 1959ff. En filminstruktør som Godard kan man komme i tanke om her. Hele hans produktion kan nemlig siges at være en uophørlig reflekteren over mediet, kunsten, tiden - og det er jo sjældent underholdende !).

5. ironisk spil med stereotyper:
Stereotyp betyder "klichéagtig, forslidt, vanemæssig".
Hele Pulp Fictions historie er jo en stor kliché. Ret beset består den af 3 historier, som vi kender ganske godt, nemlig den om bokseren, der bliver betalt for at tabe en kamp, men ikke gør det, så den om gangsteren, der skal ud med chefens kone og endelig den om to hit men, der dræber, som de skal, og senere føres sammen med The Wolf (i det her tilfælde Harvey Keitel). Keitel er i øvrigt en kæmpe parodi på sådan en "cleaner". Hans latterlige råd til de to stakkels gangstere, hans skriven alt op, rengøringsscenen i baghaven o.s.v.

6. labyrintisk komposition:
Pulp Fiction er smukt karakteriseret herved. Først i slutscenen falder hele historien jo på plads - kort sagt: den er en af disse film, der skal ses mere end én gang, ja, mange har set den mange gange.

7. overfladeæstetik:
Musikvideoagtig eller reklamefilmsæstetik bliver også brugt som (skælds)ord her ! Musikvideoens fragmentariske stil søger, man kan sige reklamefilmagtigt, at give hver indstilling/klip (eller i det mindste hver sekvens) en særlig attraktionseffekt. Ifølge Peter Schepelern kan dette opfattes som "et symptom på den æstetiske narcissisme, som metakunsten er et andet symptom på". Det lyder lidt dyrt, men er vistnok rigtig nok !
Overfladeæstetik kunne være "flotte" billeder, som eleverne altid siger til eksamen. Og så spørger læreren:"Hvad er flotte billeder ?". Det har noget med komposition, belysning, farver, perspektiv, focus og montage at gøre. Og det har også noget med lydsiden og forholdet mellem billede og lyd at gøre.
Tag scenen i Pulp Fiction, hvor Vincent er ude at købe lidt junk. Her ses nogle ekstreme næroptagelse af blod, der suges ind i heroinsprøjten samtidig med, at vi hører noget rigtig lækkert country and western-guitarmusik.

Tilbage til det postmoderne og filmen.

I undervisningen har vi næsten kun læst anmeldelser af Beineix- og Besson-film, hvor anmelderne måske nok finder filmene "flotte", men uden indhold. Jvf. for eksempel "Lejemorderens lolitalærling" (Det fri Aktuelt 13.1.1995), der skriver sådan her:

"Det er et stykke amerikansk suspense forvandlet til en glittet fransk filmplakat. En æstetisk stiløvelse der på mange måder godt kan minde om et fransk sidestykke til "Pulp Fiction". Med den temmelig afgørende forskel, at hvor "Pulp Fiction" i sin omgang med blod og filmhistorie er ironisk, er "Leon"s æstetisk-studentikos".

I har dog en enkelt artikel, nemlig den om "Beineix og Besson" af Palle Schantz Lauridsen, der ikke deler synspunktet.
I undervisningen synes jeg også, at vi flere gange talte om, at Beineix´s og måske især Bessons film var morsomme. Nu kan film jo være morsomme på mange måder, men en måde at være morsom på i en postmoderne film kan være ved at gøre opmærksom på, at der her er tale om film.
Pulp Fiction lever helt op til dette. Ikke blot selve historien, de sjove stumfilmskilte, men også forskellige små jokes. For eksempel siger Uma Thurman, overbossens kone Mia, et sted i filmen til Travolta, at han ikke skal være for firkantet. Hun tegner så en firkant i luften, der samtidig hermed bliver til en firkant på filmlærredet. Eller da Mr. Wolf siger, at han er fremme om et kvarter, og vi så i næste klip ser skrevet på filmlærredet "9 minutter og 43 sekunder" senere (eller noget i den stil).

I det hele taget er det der med, at "Kunst der ved, det er kunst"/"Film der ved, at de er film" - altså såkaldt metakunst og metafilm et typisk postmoderne træk ifølge Peter Schepelern. Dette kan gøres på mange måder, men en af dem er at skabe en film som et kompliceret puslespil, en rebus. Herved henledes opmærksomheden nemlig på selve fortælleprocessen og dens ikke-realistiske karakter.
En anden måde at være postmoderne morsom på i film er at lave parodier eller pasticher på andre film. (En pastiche kunne være "Høj pistolføring 1,2,2½" eller hvad de nu hedder).

Og for så lige at gøre Schepelerns kloge artikel færdig. Han skriver, at et tredje - altså udover det med den specielle postmoderne stil og metakunsten - tema/stil-kompleks er:"opløsningen af jeg’et/identiteten, og den dermed følgende uklarhed i fortæller-positionen, som i sidste ende fører til en dekonstruktion af de narrative former, med fortællingens diskontinuitet til følge; videre kan man se det tematiseret i en dragning mod undergangsmotiver, mod apokalypse". Det lyder jo også ret dyrt, og det skal jo nok være rigtig nok.

Om det postmoderne mangler vi måske nu kun lige at pege på, at mangel på moral/de flydende værdier (hos karaktererne/skuespillerne - hr. Leon !) også af mange filmkritikere anses for at være et typisk træk.

Er Beineix og Bessons film så postmoderne ?

Filmkritikerne er enige om, at Beineix`s "Diva" og Bessons "Subway" er klassiske mesterværker i den postmoderne genre. (Schepelern skriver om Diva:" … det flimrende, reklame-musikvideo-agtige visualitetsdyrkende …").

Men er alle deres film så postmoderne ?
Svaret (til eksamen) må være nej !

Kan en postmoderne film kun være postmoderne, hvis den opfylder alle ovennævnte kriterier ?
Svaret (til eksamen) må være nej !

Men, de kan selvfølgelig godt rumme en række mere eller mindre karakteristiske postmoderne træk. Og det er jo så jeres opgave at finde ud, hvad det kunne være for træk !

Mange venlige hilsener fra jeres filmlærer,
ole ø