Betegnelsen er mindre hyppig inden for film, men der er mange eksempler på socialt engageret filmkunst, bl.a. i tysk Neue Sachlichkeit, i italiensk neorealisme og film med afsæt i den britiske

dokumentarbevægelse Free Cinema.”

Altså: ikke særlig udbredt i film, men nok litteraturen – en film med social indhold, hvor tilskueren skal tage stilling. Endelig har socialrealistiske, engelske film afsæt i en dokumentarfilm-bevægelse.

Et opslag i værket ”Filmleksikon” (fra Munksgaard og Rosinante) under ”socialrealisme” giver overhovedet ikke oplysninger, så genren er ikke filmhistoriens mest udbredte …

En systematisk gennemgang af den fantastiske søgemaskine www.google.com og dens – kun ! - 200 henvisninger til ”socialrealisme” gav heller ikke rigtig noget af interesse …

Den fyldige gennemgang af genren eftersøges altså stadig – derfor dette papir i mangel af bedre !

Mere eller mindre synonyme ord for genrebetegnelsen kan være ”hverdagsrealisme” eller ”dramadokumentar”[2]. Filminstruktøren Per Fly har i et interview om ”Bænken” sagt, at hans film ikke er i den socialrealistiske tradition, men udtryk for ”nyrealisme”. Måske er socialrealisme et lidt belastet begreb i dagens Danmark … ? Det lugter lidt af kikset 70’er socialrealisme (for eksempel filmen ”Ang. Lone”)[3].

Jeg kender ikke nok til socialrealistiske film i dagens Europa – en filmlærer kan jo heller ikke vide alt ! – men jeg har på fornemmelsen, at genrens tilstedeværelse i et lands filmproduktion har noget at gøre med traditioner for ikke blot at lave disse film, men også traditioner for at lave dokumentarfilm.  Desuden er tilstedeværelsen af og bevidstheden om et klassesamfund nok også en betingelse, men i hvert fald er et politisk engagement hos udvalgte filminstruktører – med et livssyn båret af humanisme og nok også en grad af usentimentalitet og i hvert fald humor - nødvendigt, når vi taler om de socialrealistiske film siden 1990.

Endelig tror jeg også, at Murens fald i 1989, der betød døden for ideologikampen mellem kapitalismen og kommunismen, har betydet, at de socialrealistiske film ikke er så politisk entydige (længere).

Hvis dette er rigtigt – og det kan sagtens vise sig at være helt forkert ! – synes betingelserne for socialrealistisk filmproduktion at være til stede i England – og også Danmark. Faktisk tror jeg, at engelsk og dansk humor[4] minder meget om hinanden, hvorfor der er et publikum for engelske, socialrealistiske film i Danmark. Ifølge ”Den Store Danske Encyclopædi” er vi i Danmark traditionelt begejstret for angelsaksisk satire, og der er vistnok noget om, at Monty Python’s Flying Cirkus har sit mest begejstrede publikum på Kontinentet i Danmark.

Indholdsmæssigt drejer engelske/britiske og danske socialrealistiske film siden 1990 sig ofte om den problemfyldte familie. Familien kan være i opløsning enten pga. familiens iboende konflikter – opdragelse og socialisation herunder normer/kønsroller og arbejdsfordeling mellem forældre/ … -  eller også kan familiens enkeltpersoner være pressede af dagligdagens trøstesløshed (arbejdsløshed/lorte job/udsigtsløs fremtid etc.). Til denne trøstesløshed kan ofte føjes ”systemets” svigt forstået ved samfundets sociale bistandssystems manglende formåen over for individets eller familiens situation.

Det er nok også karakteristisk, at det politiske engagement ikke er et partipolitisk engagement. Der tages altså ikke stilling til fordel for individet og familien og imod systemet (kapitalismen), men der er naturligvis tale om et socialt engagement og solidaritet med filmenes skæbner. Det er heller ikke givet, at filmene ender pessimistisk – faktisk er der mange med en optimistisk slutning (”Brassed off” og ”The Full Monty”/”Det er bare mænd”), ja, selv Ken Loach’s film kan ende godt (”Raining Stones”), og Mike Leighs film gør det som regel.

Æstetisk set er socialrealistiske film ret realistiske …  Historierne vil ofte være fortalt på traditionel vis (Ola Olsson), kronologisk fremadskridende – uden at være eksperimenterende i stilen. Altså: traditionelle billeder – komposition, lyssætning etc. – uden brug af specielle overgange etc. Lyden er som oftest reallyden, og der anvendes sjældent underlægningsmusik eller andre former for lydeffekter.

Enkelte eksperimenter ses dog af og til – husk for eksempel på Mike Leighs ”Hemmeligheder og Løgne” i scenen med alle de håbefulde brudepar (en slags fotomontage) eller scenen i Erik Clausens ”De frigjorte”, hvor Erik Clausen alias Viggo pludselig bliver en fisk i et akvarium.

2. Dokumentarfilmens historie:

En kort definition af begrebet ”Dokumentarfilm”:

Film- og tv-genre, der fremviser autentiske personer, miljøer og hændelser. I dokumentarfilmen fremstår virkeligheden ikke uformidlet, men gør indtryk i kraft af dokumentaristens kreative bearbejdning. Det er frem for alt publikums forventning om dokumentarismen som verificerbar (verificerbar betyder: som kan bevises oø), der afgrænser genren i forhold til spillefilmen og giver den prestige som folkeoplysende, agiterende og kunstnerisk udtryksform.

(iflg. ”Den Store Danske Encyclopædi”).

De første dokumentarfilm går helt tilbage til filmens start. Filmpioneren Louis Lumiere lavede i perioden 1895-1908 små dokumentationer af begivenheder og hverdagssituationer, men det var amerikaneren Robert Flaherty’s film ”Nanook of the North” (1922)  - en personlig eskimoskildring – der gav genren sin første, sensationelle succes. Dokumentarfilmens første storhedstid i 1930’erne og begyndelsen af 1940’erne stod i propagandaens tegn. I Tyskland hyldede Leni Riefenstahl – damen lever endnu ! – den nazistiske massekultur i den stort anlagte ”Triumph des Willens” (1935) og i  filmen om olympiaden i Berlin 1936 ,”Olympia I-II” (1938), mens den britiske documentary-bevægelse under John Griersons ledelse priste det folkelige sammenhold i veloplagte oplysningsfilm om samfundet og krigsindsatsen – jf. også Basil Wrights og Harry Watts ”Night Mail” om posttoget fra London til Aberdeen. En pædagogisk film, der oplyste borgerne om samfundets velsmurte maskine – posten skal ud !

Genrens anden storhedstid var omkring 1960. Her var der tale om mere observerende film – bl.a. muliggjort af den teknologiske udvikling inden for filmudstyr – altså det, vi i undervisningen har kaldt ”fluen på væggen”-film.

I England hed bevægelsen ”Free Cinema”:

Britisk dokumentarfilmbevægelse fra 1950’erne. Bevægelsen kombinerede social ansvarsbevidsthed med en uformel, hverdagspoetisk filmstil. Ledende skikkelser som filminstruktøren Lindsay Anderson, Karel Reisz og Tony Richardson erklærede sig fri af kommercielle hensyn, men også fri af den tiltro til samfundets institutioner, som lå bag de klassiske britiske dokumentarfilm i 1930’erne og 1940’erne. … Hovedaktørerne i Free Cinema udnyttede deres erfaringer i den britiske spillefilms såkaldte ny bølge i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, hvor den nationale tradition for kritisk, social realisme hævdede sig med betydelig, international gennemslagskraft.

3. Engelsk socialrealisme:

Ken Loach – socialrealismens grand old

Født i 1936, britisk filminstruktør, arbejdede først ved tv, hvor han lavede den berømte ”Days of Hope” (1975, Nye tider). Han filmiske hovedværker er ”Kes” (1969), om en arbejderdreng og hans dresserede falk, og ”Family Life” (1972), om en ung piges psykiske sammenbrud pga. omgivelsernes pres. I resten af 70’erne og 80’erne var der ret stille om hans person, men han er kommet stærkt tilbage i 90’erne med film som ”Riff-Raff” (1991), ”Raining Stones” (1993) og ”Ladybird, Ladybird” (1994). Hans seneste socialrealistiske film er ”My name is Joe” (1998). Hans nyeste film ”Bread and Roses” (2000) har et internationalt perspektiv som ”Land and freedom” (1995 – om borgerkrigen i Spanien 1936-39) og ”Carla’s Song” (1996 – om borgerkrigen i Nicaragua).

Hans politiske engagement og kamp mod klassesamfundet løber som en rød tråd gennem hans film.

Filminstruktøren og filmforfatteren Christian Braad Thomsen skriver i en anmeldelse af ”Ladybird, Ladybird” (Kosmorama nr. 210), at Ken Loach ikke er ”bange for at påpege, at den humanistiske socialisme fortsat er den mest menneskeværdige samfundsform”.

Og han fortsætter: ”Loach har ikke mistet sit sociale engagement og sin vrede over de forhold, man byder mennesker at leve under, men ny hos ham er en kåd humor, som ikke i det mindste udglatter vreden, men skaber mere rum omkring hans personer og viser, at de er andet og mere end et produkt af deres omgivelser. De har en ukuelighed, en optimisme, en overlevelsestrang, der trodser alle forhold”.

”Også på et andet afgørende punkt er der sket en udvikling med Ken Loach. I sine første film var han en skarp kritiker af den småborgerlige familie. Den oplevedes som et fængsel af de unge, der måtte gå i indre eller ydre eksil for at undslippe familiens følelseskulde. Loach skildrede familien som samfundets mindste kerne og som bærer af nogle krampagtigt perverterede værdinormer, der projiceres ud i forældede samfundsinstitutioner. I den nye fase af sin produktion er Loach snarere tilbøjelig til at se familien som et fristed, et værn mod undertrykkelse. Familien er en sidste oase af menneskelighed og samfundet en ørken, der breder sig foruroligende”.

I øvrigt skriver Ken Loach ikke sine manuskripter selv, men  har et meget frodigt samarbejde med manuskriptforfatteren Jim Allen. De fleste af Ken Loachs skuespillere er fortsat også amatører.

 Det er et stående princip hos Loach, at hans skuespillere skal om ikke spille sig selv, så i hvert fald have erfaringer og holdninger fælles med deres figur i en grad, så den ikke mere opleves som en rolle.

Filmanmelderen Bo Green Jensen lavede i anledningen af den danske premiere på ”Ladybird,

Ladybird” et interview med Ken Loach i Weekendavisen (9.12.1994). Det hed ”Historien skal fortælles”.

Bo Green skriver bl.a.:

”Metoden i filmen er typisk for Ken Loach, for hvem cinema verité ikke er et glemt begreb. Han lægger problemerne frem, men han løser dem ikke, og skønt filmen retter en skarp kritik mod den britiske socialforsorg, giver den fjenden de bedste motiver. Det prøver faktisk at gøre deres arbejde. De prøver at hjælpe de børn, som måske vil gå i stykker i Maggies varetægt”.

Filmen handler om en kvinde, Maggie, fra den engelske underklasse, der har 5 børn med 4 forskellige mænd. Alle børnene tvangsfjernes fra hende. Filmen bygger på en autentisk historie.

Bo Green spurgte også:

 ”Føles det ikke ensomt at være socialrealist i 90’erne ?”

Loach svarede:

”Ikke nær så ensomt, som det gjorde i 80’erne. Det var dengang tilbageslaget fra den konservative højrefløj virkelig var på sit højeste. Thatchers tanker var nye, og alle syntes hun var den største ting siden franskbrød”.

”Du har ved flere lejligheder talt om filmskaberens pligt til at stole på sit publikum og ikke tale ned til det. Kunne du uddybe det ?”

Loach:

Det handler først og fremmest om at respektere sit publikum og ikke slå dem oven i hovedet med sit budskab. Jeg er ikke sikker på, at jeg altid lever op til mine egne fordringer, for man vil jo gerne være sikker på, at det man vil sige trænger igennem, og man er derfor tilbøjelig til at sige for meget, men i det store og hele forsøger jeg at tale til mit publikum som mine jævnbyrdige, uden hverken leflen eller overbærenhed. …

Amerikanske film er naturligvis den store synder. Dér handler det decideret om at styre publikums følelser og manipulere med tilskueren. De taler virkelig ned til deres publikum.

Vi talte om brugen af musik. I de fleste amerikanske film bliver musikken brugt fuldstændigt skamløst. Den forfører publikum og dikterer dets følelser, fortæller dig hele tiden om du skal grine eller græde, så du aldrig når at tage stilling selv. Det er også ved at brede sig til europæisk film …”.

- om arbejdet med amatører og halv-professionelle:

”De professionelle går så højt op i at skabe en figur, at deres anstrengelser ofte bliver en distraherende faktor i sig selv, og det bliver værre, jo mere berømte de er”.

Endelig skriver Puk Bang Jensen i en anmeldelse af ”My Name is Joe” hos Scope (www.scope.dk/film/mynameisjoe/anmeldelser.html):

”Igen udstilles arbejderklassens sørgelige forfatning samtidig med, at publikum præsenteres for nogle mennesker, der på trods af livets dårlige odds, alligevel hårdnakket prøver at hænge på med det yderste af neglene. Der kæmpes en brav kamp for at give tilværelsen mening og for at bevare et minimum af menneskelig anstændighed i et socialt kaos …”.

Sammenfattende om Ken Loach kan man altså sige, at han har lavet en stribe af socialrealistiske film, som falder i to perioder. Alle handler de om familien og kritiserer systemet – uden dog at ville have patent på sandheden. Ideelt set må publikum selv tage stilling.

Alt i britisk film er dog ikke socialrealisme. Sidste års Natfilmfestival havde en speciel afdeling om britisk film, hvor der vistes 8 film under overskriften ”Livet længe leve” – se www.scope.dk/special/natfilm00/newbritish.html.

Mike Leigh: usentimental hverdagsrealisme med humor

”Og arbejdsmetoden er i øvrigt den samme hos Mike Leigh hver gang. Instruktøren og hans skuespillere starter på helt bar bund uden manuskript eller historie, og gennem lange prøveforløb opbygges personerne og en form for handling. Som i den amerikanske method acting forlanger Leigh, at skuespillerne skal finde ud af alt om deres personer – deres baggrund, deres drømme og deres spisevaner, og ud fra det materiale arbejder gruppen sig frem til det punkt, hvor alt ligger fast og optagelserne kan begynde. Det giver Leighs film den samme handlingsmæssige tilfældighed som i Frears ”The Snapper” og i Ken Loachs film. Men det giver også en dybde og sikkerhed hos skuespillerne, der muliggør dét nuancerede og modsætningsfyldte spil, der gør mødet med Johnny (hovedrolleindehaveren i ”Naked” oø) til en chokerende og uafrystelig oplevelse”

(citat fra artikel i Levende Billeder maj 94 af Christian Høyer Pedersen om ”Englands sejlivede realister”).

”At få alting i orden til dette ene øjeblik på film er hvad der interesserer mig. Jeg ønsker at få teaterets spontanitet til at udfolde sig i det hvidglødende intense øjeblik hvor kameraet kører”

(citat fra artikel af Dan Nissen om ”Den kollektive skabelse” i Kosmorama nr. 207 1994)

Mike Leigh kritiseres i øvrigt ofte i England for at ”patronisere” - dvs. for at tale nedsættende - om den engelske arbejderklasse, som jo ved gud ikke havde det for nemt under fru Thatcher – og måske er det heller ikke blevet bedre under hr. Blair !

Der findes i England ”en udmarvende sentimentalitet knyttet til den kulturelle fremstilling af arbejderklassen – som om folk, der har fået denne etiket klistret på sig, var en truet dyreart, proletariske pandaer, der skal beskyttes”[5], men  Mike Leigh ligger ikke under for denne sentimentalitet.

 Stephen Frears - skriver jeg om ved en anden lejlighed !

4. Dansk socialrealisme:

Erik Clausen

” … Clausens liv som gøgler og hans interesse for rockmusik dannede baggrund for miljøskildringen i debutfilmen ”Cirkus Casablanca” (1981) og den beslægtede ”Rocking Silver” (1983), der var Clausens forsøg på at skabe ægte folkekomedie. Sociale temaer præger film som ”Felix” (1982) om pensionisttilværelsen, ”Rami og Julie” (1988) om kærlighed og etniske konflikter og ”De frigjorte” (1993) om arbejdsløshed. Et mere ambitiøst filmisk sprog kom frem i ”Manden i Månen” (1986), der fik en Bodil, og den stort anlagte filmatisering af Carl Nielsens erindringer, ”Min fynske barndom” (1994)” (uddrag af ”Den store Danske Encyclopædi”).

Erik Clausen genrebestemmer selv sine film som ”Clausen-film” – en blanding af alvor som i en dramatisk film og humor som i en komedie[6]. Clausen vil gerne have, at hans film er ”autentiske” – de skal ligne virkeligheden, og autenciteten er vigtigere, end at folk spiller godt. Spille godt kan man gøre på teateret. ”Det, der interesserer mig, er troværdigheden, sådan at folk opfatter fiktionen som et indlæg i samfundsdebatten. Lige som med De frigjorte …” (samme interview som nævnt i note 6). Også Clausens seneste film ”Slip hestene løs”[7] afspejler hans store politiske og sociale engagement.

Lotte Svendsen

”En ny satirisk tone, der som hos Erik Clausen har udgangspunkt i arbejderklassen og i satiren over mellemlagenes og overklassens selvgodhed og hykleri men uden Clausens patos, slår igennem med Lotte Svendsen, der fremstår som et af periodens mest lovende instruktørtalenter. … Vi får (i Royal Blues oø) et lodret snit gennem det danske klassesamfund fra de kongelige og overklassen over det ligusterfascistiske borgerskab og den småborgerlige arbejderklasse med royale ugeblade og helt ned i bunden til den anarkistiske invalidepensionist (Sofie Stougaard), der kender systemets smuthuller. … Det er dette sociale overblik, den bittersøde menneskekundskab og fortællingens elegance, der gør Royal Blues til et højdepunkt i den nye danske film og samtidig en triumf for formatet – novellefilmen.”

(citat fra Peter Schepelern i Kosmorama nr. 220, 100 års dansk film, vinter 1997, p. 228)

Nogle har kaldt Lotte Svendsens spillefilmsdebut ”Bornholms stemme” for grotesk realisme[8]

Per Fly

”Man kan ikke lave gode film på en samfundspolitisk vision. Det kan ikke lade sig gøre, så kommer man til at lave socialrealisme, hvor man mener noget om samfundet, som man så skal lave en film, der kan bevise, og det tror jeg ikke på som udgangspunkt for at lave en film. Så jeg er først og fremmest på en åben, opportunistisk, nysgerrig mission til at finde ud af, hvad er det for nogle mennesker de her. Og man kan sige, hvis der skulle være noget samfundspolitisk i det, så må det være at sige, at det skal ikke være sådan, at vi lukker øjnene for noget. Vi skal ikke bare kategorisere de her mennesker, som nogle der sidder på en bænk. Vi må vide mere om dem – eller jeg har lyst til at vide mere. Nysgerrighed er det vigtigste for mig”.

(videobåndafskrift af interview med Per Fly i et Bio+-program om ”Bænken”)

Bænken har fået mange danske priser i år, og Per Fly har selv fået Carl Th. Dreyers mindelegat.

Enkelte har dog lidt kritiske bemærkninger:

5. Tv-dokumentar om hverdagslivet og socialrealismen på film:

Virkeligheden overgår fantasien, men somme tider er fantasien mere virkelig end virkeligheden …

Virkeligheden overgår ofte fantasien … - i 19xx landede der på en helligdag i maj en tysk, amatør sportsflyver på Den røde Plads i Moskva. Mathias Rust hed han. Det forekom fuldstændig utænkeligt, at det kunne lade sig gøre at flyve over 1000 km henover russisk territorium – uden at blive skudt ned – og så lande på den helligste plads i hele riget. Og ved et tilfælde blev det hele optaget på video af en engelsk turist. Skrevet ind i et filmmanus ville kommentaren lyde: B-film !

Fantasien er mere virkelig end virkeligheden … - Lars Engels programmer om den københavnske politistation, Station 1, er jo et forsøg på at lave fluen-på-væggen-programmer om en barsk del af den danske storby-virkelighed – en skildring af samfundets nederste lag. Men mange har jo hævdet, at skildringerne ikke virker. Se for eksempel nedenstående tv-kommentar fra Aktuelt skrevet af avisens velskrivende journalist Sørine Gotfredsen. Hun holder i kommentaren Lars Engels ”Station 1” op mod Per Flys ”Bænken”, og hun når frem til, ”at skildringen af den mest barske sociale virkelighed når længst, når den præsenteres som fiktion”. Ken Loach har sagt akkurat det samme i forbindelse med sin film ”Ladybird, Ladybird”.

Danny Boyle: Shallow Grave og Trainspotting (96)